Yngste nogensinde: Lasse vil Danmark rundt i sin havkajak
Foto: Jesper Bo Winther / TV2 Nord
Lasse Andreas Bøgh fra Thurø vil som den kun anden nogensinde sejle Danmark rundt alene i sin havkajak om vinteren.
Fra Viduslåsen i Vadehavet, rundt om Skagen, ned om Sjælland og Fyn, og så helt hen til grænsesten nr. 1, der står placeret ved Kollund Skov ved Kruså i Sønderjylland. Det er nogenlunde ruteplanen for 25-årige Lasse Andreas Bøgh, der lige nu er på vej Danmark rundt i sin havkajak.
Tirsdag morgen lagde han fra land ved Lild Strand. Det er starten på 14. etape, siden han startede sin tur 13. februar.
- Jeg var guide til noget, der hedder Bornholm Rundt i havkajak, hvor der var andre kajakroere med, og de var super fede, og fortalte om at ro Danmark rundt i havkajak. Det lå lidt i min tanke, og så her sidste år blev det lidt mere alvorligt, og så har jeg arbejdet på at få det op på benene siden i sommer, fortæller Lasse Andreas Bøgh, der kommer fra Thurø ved Svendborg.
Han er for nyligt uddannet som sygeplejerske, så turen rundt om Danmark skal krydses af, inden han skal ud og finde sit første arbejde.
Indtil nu har Lasse Andreas Bøgh tilbagelagt lidt over 300 kilometer af ruten. Hvis det lykkes for ham, bliver han den kun anden i historien til at klare turen om vinteren helt alene.
- Jeg tror, at mange synes, det er fedt, og det viser gå på mod. Jeg tror også der er mange, der ryster på hovedet og tænker, det er godt jeg sidder hjemme i min sofa eller andre ting,ikke? Så det er meget blandet. Men umiddelbart har alle de reaktioner, jeg har fået, været meget positive, fortæller Lasse Andreas Bøgh, kort inden afgangen fra Lild Strand.
Turen starten fra Vadehavet den 13. februar, og den ivrige kajakroer håber på, at han kan nå hele turen rundt inden 1. april. Mellem hver etape overnatter Lasse Andreas Bøgh i telt på stranden, eller hvor han lige kan finde plads.
Men hvorfor bruger man godt og vel halvanden måned på at sejle Danmark rundt?
- Det har jeg gjort for at prøve noget anderledes og for at udfordre mig selv. Jeg er ret vild med at ro i kajak, så det skulle prøves da jeg hørte om den her tur, fortæller Lasse Andreas Bøgh.
Du kan følge Lasses tur rundt om Danmark på www.kajak-lasse.dk.