Wienervals i Aalborg
Wiener Philharmonikerne vender nu tilbage til Aalborg, hvor de giver koncert i Aalborg Kongres & Kultur Center under ledelse af dirigent Christoph Eschenbach til oktober
Koncerten, den 14. oktober, bliver den eneste i hele Skandinavien, som det berømte wienerorkester giver. Ikke mærkeligt har den mangeårige direktør i AKKC svært ved at skjule sin begejstring.
- Vi er meget glade for igen efter en lang forhandlingsperiode at kunne præsentere verdens sandsynligvis bedste symfoniorkester. Wiener Philharmonikerne ønskede oprindeligt to koncerter, én i København og én i Aalborg, men København lykkedes ikke, og så accepterede de den ene koncert i Aalborg, siger Ernst Trillingsgaard, direktør i Aalborg Kongres & Kultur Center.
Verdens bedste
Wiener Philharmonikerne bliver ofte betegnet som verdens bedste symfoniorkester - ikke mindst på grund af orkestrets unikke historie, tradition og organisatoriske struktur.
Det begyndte den 28. marts 1842, da Otto Nicolai, komponist til operaen "De lystige koner i Windsor", dirigerede en koncert med "det samtlige orkesterpersonale fra det kejserlige kongelige operaorkester".
En af de vægtigste grunde til orkestrets anerkendelse er udvælgelses-processen til orkestret. Vejen til fast medlemskab i orkestret er meget kompliceret, og kun de allerbedste musikere kan komme i betragtning. Historisk set er det kun Wien Statsoperas Orkester, der kan levere musikere til optagelse i Wiener Philharmonikerne.
For at komme til audition hos Wiener Philharmonikerne skal man minimum have været fast tilknyttet Wien Statsoperas orkester i 3 år og naturligvis have vist sit unikke værd for at komme i betragtning. En del af hemmeligheden bag Wiener Philharmonikerne er således det symbiotiske forhold mellem operaen og symfoniorkestret.
Franz Schuberts symfoni i h-moll "Die Unvollendete" er den ene halvdel af aftenens program i Aalborg. Efter pausen dirigerer Eschenbach orkestret til Anton Bruckners symfoni nummer 6.
Billetterne til koncerten sælges fra 28. oktober.