Virus skal inddæmmes: Sygehuse har kapacitetsproblemer
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
Statsminister Mette Frederiksen, sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke, rigspolitichef Thorkild Fogde, direktør for organisation og borgerservice i Udenrigsministeriet Erik Brøgger Rasmussen, direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm og direktør i Erhvervsstyrelsen Katrine Winding holder pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet tirsdag den 10. marts
Budskabet fra statsministeren er klart: Vi skal tage corona-virussen alvorligt og bremse smitten, så godt vi kan.
156 danskere er nu smittet med corona-virus.
- Vi kan komme i kapacitetsproblemer i et ellers stærkt sundhedsvæsen
Statsminister Mette Frederiksen på dagens pressemøde
Det er næsten 100 flere tilfælde end samme tidspunkt i går, og derfor opfordrede Mette Frederiksen på dagens pressemøde danskerne til, at tage virussen alvorligt.
- Alles adfærd bliver afgørende for at strategien kommer til at virke, siger Mette Frederiksen.
Strategien er at inddæmme virussen bedst muligt. For nogle af dem, der rammes af virussen, vil få brug for intensiv behandling på sygehuset.
- Vi kan komme i kapacitetsproblemer i et ellers stærkt sundhedsvæsen, siger Mette Frederiksen på pressemødet og uddyber:
- Både hvad angår udstyr, respiratorer og sundhedspersonale; fordi vi også risikerer, at vigtige personalegrupper bliver smittet, siger hun.
På pressemødet oplyser også sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at antallet af sengepladser på sygehusene opjusteres, og at penisoneret personale og studerende i sundhedssektoren bliver indkaldt til at håndtere situationen.
Ifølge sundhedsministeren er syv af de smittede 156 personer lige nu indlagt på sygehuset, og 875 danskere er i karantæne.