Vi vil have kollegerne fyret
1. maj står arbejderne sammen, men mange danskere ser gerne, at en eller flere af deres kolleger bliver fyret.
Der er knive i ærmerne på de danske arbejdsplader. 40 procent af de arbejdende danskere mener, at de har kolleger, der burde fyres.
Tyve procent af danskerne synes, at der er flere, der skal ud, mens yderligere tyve procent kun har udset sig én, der bør have sparket.
Det skriver Avisen.dk.
Det viser en rundspørge som Wilke har lavet for Avisen.dk blandt 395 danskere i arbejde. 50 procent svarer, at de ikke har kolleger, der burde fyres. Ti procent ved ikke.
Tallet ryster arbejdsgiver organisationen Dansk Erhverv. "40 procent er mange. Vi er godt nok hårde ved hinanden," siger Rikke B. Ørum, chef for HR & Arbejdsmiljø i Dansk Erhverv til Avisen.dk.
Hun mener, at tallet er bekymrende, lige meget hvad den præcise årsag er til fyringsønskerne, for negative forestillinger om hinanden skaber dårligt arbejdsmiljø og kan føre til mobning.
- Fyringsønskerne kan måske opstå i irritation over kolleger, man ikke føler udfylder deres rolle. Enten fordi man ikke oplever de ikke er dygtige nok, tager for mange pauser, eller ikke er holdspillere.
Hun mener også, at finanskrisen kan være medskyldig. Alene den konstante omtale af krisen kan gøre mennesker bekymrede.
Den forklaring mener lektor i arbejdsmiljø Ole Gunni Busck fra Aalborg Universistet også er sandsynlig.
Da han blev udlært på Helsingør Værft i 1970, var der ingen, der ville få den tanke, selvom der var kolleger, der var alkoholiserede.
- Men vi drømte simpelthen ikke om at ønske nogen fyret, siger han til Avisen.dk.
Ole Gunni Busck mener, at tankerne om at komme af med kolleger, er en del af den individualiserede arbejdskultur, vi har i dag.
- Der er en selvrealiseringstendens i arbejdslivet. Tidligere havde man kollektive mønstre og så sig som del af klubben, fagforeningen og arbejderkollektivet. Nu tænker man, at det der, det kan man selv gøre bedre, siger Ole Gunni Busck.
Han mener, det er et problem for arbejdsmiljøet.
- Det er grundlæggende nødvendigt at have solidaritet med sine kolleger. Der er brug for nogen til at holde om og af. Til at give et klap på skulderen og til at sætte sig ned med og snakke fælles om, hvad der er skidt på denne her arbejdsplads, og hvordan vi får det lavet om.
/ritzau/