Ventede på Bandidosrocker med køller
En Bandidosrocker måtte flygte, da en gruppe på op mod syv personer med tilknytning til HA kom farende.
Konflikten mellem rockergrupperne Hells Angels og Bandidos viste sit ansigt i Nordjylland, mens politiet stormede rockerborge landet over.
Klokken 18.15 kom en 24-årig Bandidosrocker ud fra en lejlighed og så en seks eller syv personer med relationer til Hells Angels storme mod ham med køller. Det oplyser Nordjyllands Politi.
- Den 24-årige mand springer ind i sin bil og kører derfra, men rammer så en af personernes bil under flugten. Vi anholder ham senere, men han er løsladt nu og ikke sigtet for noget, siger vagtchef Poul Badsberg til Ritzau.
Gruppen med tilknytning til Hells Angels blev også passet op, men ingen blev dog anholdt.
Op mod 100 rockere blev anholdt under en stor politiaktion onsdag, da politiet frygter en stor konflikt mellem de to grupperinger er under opsejling.
I Nordjylland vil vagtchefen ikke koble episoden sammen med konflikten, men politiet holder særligt øje i den kommende tid, lyder det.
- Vi har hændelser med jævne mellemrum i Nordjylland mellem grupperne, men vi er da særligt opmærksomme i øjeblikket og kører lidt hyppigere forbi, fortæller Poul Badsberg.
Langt de fleste af de op mod 100 anholdte er løsladt igen.