Valg i USA: Sådan følger nordjyderne med
I dag går amerikanerne i stemmeboksene til det, der ofte bliver kaldt verdens vigtigste valg. For det har betydning for hele verden, hvem der bliver USA’s næste præsident. Også i Nordjylland følger mange spændt med i kampen om præsidentembedet.
Det er ikke kun i USA, der bliver stemt til præsidentvalget. Det bliver der også i Arden, hvor George Work har stemt på demokraterne. Han er nemlig amerikansk statsborger.
- Jeg har stemt på Det Demokratiske Parti. Jeg føler, Joe Biden er en smule gammel, men jeg tror, at Biden har den bedste mulighed for at slå Trump, siger George Work, der har boet i Arden i snart 20 år.
Og selvom han bor langt fra USA, er præsidentvalget stadig vigtigt for ham.
- Jeg er superspændt på det. Men det er også første gang, jeg virkelig har en fornemmelse af, at det er mere og mere alvorligt i USA, som jo ellers er et stærkt samfund, siger han.
Anderledes valgaften
Tæt på Arden, i Rebild, bliver valget også fulgt tæt af Jørgen Bisgaard og Lars Bech Madsen fra Rebildselskabet.
- Det er spændende at se, hvad der kommer til at ske efter valget, uanset hvem der vinder. Det er jo en stor dag, og USA er jo vores største allierede og vigtigste samarbejdspartner. I selskabet har vi rigtig mange amerikanere og dansk-amerikanere, så valget betyder jo meget for rigtig mange af vores medlemmer, siger Jørgen Bech Madsen, præsident for Rebildselskabet.
Selskabet er Danmarks ældste dansk-amerikanske venskabsforening. Planen var, at der skulle holdes et stort arrangement for medlemmerne, men det er aflyst på grund af corona.
- Der sker selvfølgelig noget på de sociale medier og de interne kanaler, vi har. Selvom vi sidder hver for sig, så følger vi med og holder kontakt med hinanden og opdaterer hinanden på, hvad der sker, fortæller Lars Bisgaard, der er generalsekretær i Rebildselskabet.
Også i Arden er George Work nødsaget til at markere præsidentvalget mere stilfærdigt end normalt.
- Hvis vi var i USA, ville vi alle være samlet og snakke og vente. Og måske gå i seng for at stå op igen for at følge med.
På Aalborghus Gymnasium holder eleverne sig vågne for at følge med i præsidentvalget. Se det i nyhedsindslaget her:
De sidste valgsteder i USA lukker klokken seks i morgen tidlig dansk tid. Valget kan natten igennem følges på TV2.