Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Værn om din frihed, søg chefstillingen, og snak med din teenagedatter

Tre markante, nordjyske kvinder tager her temperaturen på nutidens ligestillingskamp.

Kvindernes internationale kampdag markeres i dag flere steder i Nordjylland -  ligesom det er blevet gjort hvert år siden 1921.

Men hvordan går det egentlig med ligestillingen? Og hvordan fortsætter vi kampen i 2024? Det har vi spurgt tre markante, nordjyske kvinder om.

De kommer blandt andet omkring det at have frihed til at vælge om, at lære sine teenagedøtre, at de også kan gøre en forskel, og det at presse kvinder ind i Teknikudvalget - mens mændene tager plads i Børne- og Ungeudvalget.


21-årig var hjemme på weekend, da kongen af Aalborg Zoos lemurer svingede forbi.

Søndag formiddag gik helt som planlagt for Christoffer Bonderup, da han klokken 11:00 stadig lå i sengen og blev klar til dagen.

Pludselig måtte han dog spærre øjnene op en ekstra gang. For ud gennem gardinerne så han et dyr kravle rundt på familiens hegn i haven.

Det var den sorte og hvidstribede hale, der for alvor fik ham til at kigge en ekstra gang. Med det samme greb Christoffer knoglen og ringede til Aalborg Zoo, så de kunne komme forbi og hente den.

- Ja, og så ringede jeg selvfølgelig til min far og sagde, at vi havde en abe i haven, griner Christoffer Bonderup.

Her ses lemuren i haven.

Ikke første gang de har haft zoo-gæster

Lemuren, der slap ud i lørdags, er til dagligt nabo med Christoffer Bonderup og hans forældre, som også tidligere har haft besøg af nogle af Aalborg Zoos dyr.

- Det er da sket, at påfuglene også har været i haven, siger Christoffer Bonderup.

For flere år siden har hans far også været vidne til grævlinge, der havde lagt deres vej forbi baghaven.

- Jeg synes jo, det er lidt sjovt, for man er jo ikke vant til den slags, fortæller Christoffer Bonderup.

Smuk, sød og se det blik

Selvom lemuren ser sød og harmløs ud, så skal man ikke nærme sig den.

- Han er ikke på nogen måde farlig, men han er uden for sit anlæg og væk fra sin flok. Er han i en presset situation, så kan han godt bide fra sig, lyder det fra chefdyrepasser, Louise Møller Boye.

Er der et specielt kald, man bruger, når man kalder på en lemur?

- Nej, der er desværre ikke noget, vi kan kalde. Men han kender de dyrepassere, der er i afdelingen, så det er dem, han vil tage kontakt til, hvis muligheden er der, fortæller Louise Møller Boye.


Sælger handicapvenlige kostumer: - Det er et skønt initiativ

I både BR og Bilka kan man købe kostumer til personer med fysiske handicap.

Gys og gro, Spiderman og Wonder Woman. Halloween og de tilhørende kostumer har altid været for alle, men for nogle har udklædning været en større udfordring, end det har været for andre - indtil nu.

For i både Fætter BR og Bilka kan man nu op til højtiden købe kostumer til personer med fysiske handicap.

- Det er et skønt initiativ, og det er dejligt, at de tænker på folk som min datter, fortæller Christian Pedersen fra Brønderslev.

Hans datter har diagnosen, cerebral parese, og kan derfor ikke selv gå.

- For hende betyder det jo, at der ikke bliver gjort forskel på hende og folk uden et handicap, fortæller han.

Fakta om cerebral parese

Sygdommen kan ikke kureres, men det er muligt at modvirke følger af 'CP'.

Følger kan være:

  • Nedsat kraft i muskler og bevægelighed.

  • Ufrivillige bevægelser

  • Vanskeligheder med at spise og tale.

Man lever med cerebral parese hele livet.

Diagnosen 'CP' gik tidligere under navnet spastisk lammelse.

Kilde: Elsass Fonden

Det havde betydet meget

Chanette Holst, der er formand for Dansk Handicap Forbunds afdeling i Nordvest, er også rigtig positiv over for det.

- Jeg ville da ønske, at der var noget mere ligestilling, da jeg var yngre. Så det, at det er en normal del af deres sortiment, er super dejligt, fortæller Chanette Holst, der også selv har et fysisk handicap.

Salling Group, der ejer både BR og Bilka, fortæller, at de også bestræber sig på at tilbyde kostumer til alle, uagtet om de har et fysisk handicap.

- Børn er vilde med at klæde sig ud, og vi ønsker, at alle skal have mulighed for at klæde sig ud i kostumer til fastelavn, Halloween eller en hvilken som helst anden højtid, fortæller Christoffer Green Sørensen, der er pressesekretær i Salling Group.


Region Nordjylland har lavet aftale med to læger, der overtager udbudsklinikken i Brovst.

I sommer meldte Region Nordjylland ud, at man ønskede at stoppe samarbejdet med Alles Lægehus omkring fire såkaldte udbudsklinikker i Nordjylland. Regionen har nu lavet en aftale med to læger, som overtager klinikken i Brovst.

Det skriver Region Nordjylland mandag i en pressemeddelelse.

Der er i alt tre lægekapaciteter i Brovst, og to af dem overtages af lægerne Thomas Hedebo Hansen og Rasmus Lund. Til den tredje kapacitet forventer de at finde en læge til at indgå i kompagniskab med dem.

Hvad er en udbudsklinik?

En udbudsklinik er en lægeklinik, hvor driften er udbudt til en ekstern leverandør. Regionen benytter denne mulighed når det ikke lykkes at finde en alment praktiserende læge, der ønsker at overtage. Her giver sundhedsloven mulighed for at sende en praksis i offentligt udbud.

I øvrigt drives en udbudsklinik på samme måde som en almindelig lægepraksis, hvor patienter vil mødes af ansatte alment praktiserende læger.

Den første kapacitet overdrages til lægerne 1. marts 2025, når kontrakten med udbudsklinikken udløber. De resterende to kapaciteter vil blive overdraget 1. november 2025. I den mellemliggende periode vil Region Nordjylland sikre, at der er et tilbud til borgerne for de to lægekapaciteter.

- Vi er meget glade for, at lægerne ønsker at oprette en klinik i Brovst og sikre et godt lægetilbud til borgerne i området. Vi ser frem til et godt samarbejde med dem. I perioden fra 1. marts til 1. november 2025 vil regionen oprette en regionsklinik og sikre, at der fortsat er et tilbud til borgerne i Brovst, indtil lægerne er klar til at overtage alle tre lægekapaciteter, siger Pia Buus Pinstrup (K), som er formand for Udvalg for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Nordjylland.


For jeg vil flygte, flygte: Undsluppet halvabe er stadig på fri fod

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Lemuren, der i lørdags slap ud af Aalborg Zoo, udforsker lige nu nærområdets træer og buske.

Man skulle næsten tro, at lemuren fra Aalborg Zoo havde set Madagaskar-filmen, men uden sine venner. I hvert fald er den stukket alene af, og den er stadig ikke helt klar til at vende 'hjem' til byens zoologiske have endnu.

- Han er i vores nærhed, og vi har øjne ude omkring, der hjælper os med at finde ham, lyder det fra chefdyrepasser i Aalborg Zoo, Louise Møller Boye.

Foto: Per Frank Paulsen

Det var i lørdags, at Aalborg Zoos lemur forsvandt fra dens vante omgivelser, og siden har Louise Møller Boye og hendes kollegaer været på udkig efter den.

- Vi havde kontakt til ham i går og havde en lille åbning, men han er stadig frisk og lider ingen nød, fortæller hun.

Smækker lækre træer

Der er jo også masser at se for lemuren, når den bevæger sig rundt nær zoo. Med lækre frugttræer og skoven lige i baghaven er der rigeligt at se. Alligevel gælder det om at få lemuren hurtigt tilbage til dens vante omgivelser.

- Han bliver meget hurtigt skræmt, så det er vigtigt for os, at der ikke er for mange, der leder efter ham. Det kan være med til at forhindre os i at få ham hjem, fortæller Louise Møller Boye.

Chefdyrepasseren opfordrer samtidig til, at folk ikke nærmer sig dyret, hvis de får øje på hannen.

Lemurer har nemlig skarpe tænder og kan i pressede situationer finde på at bide fra sig. Louise Møller Boye hører meget gerne fra folk, hvis de ser lemuren.

- Han kender os i grønt tøj og de dyrepassere, der er i afdelingen, så det er dem, han vil tage kontakt til, hvis muligheden for at indfange ham, den er der.

Kattalemur

  • Udbredelse: Stenede buskområder på Madagaskar.

  • Bestand: Truet på grund af ødelæggelse af levesteder

  • Vægt: 2,5-3,5 kilo

  • Kropslængde: 40-46 centimeter

  • Halelængde: 55-60 centimeter

  • Parringstid: April

  • Kønsmoden: Fra 18-månedersalderen. Hanner parrer sig dog normalt ikke før, de er 3 år gamle

  • Drægtighed: 120-153 dage

  • Antal unger: Normalt 1

  • Føde: Kattaen er ikke kødæder, men klarer sig næsten udelukkende med planter, blomster, blade og bark. Kan til tider dog også æde insekter

  • Zoo-menu: Frugt og grønt samt abepiller og kattemad

  • Levealder: Ukendt i naturen. I fangenskab op til 14 år

Kilde: Aalborg Zoo


Alle naboerne har fået penge, men ikke Morten: - Vi føler os forbigået

Foto: Josephine Hartvig / TV MIDTVEST

Morten Karlsen bor i sit hus i Aalestrup på 200 kvadratmeter, men 20 kvadratmeter holder ham fra at få udbetalt den boligskat, som hans naboer har fået.

De tidligere ejere af Morten Karlsens hus drev lægepraksis i 20 kvadratmeter af huset. 

Den praksis står stadig registreret under huset, selvom Morten Karlsen ikke driver forretning på matriklen den dag i dag. Og det spænder nu ben for husejeren, der har svært ved at finde rundt i alle reglerne, og som, på grund af husets historie, ikke kan få udbetalt den boligskat, en beregner på internettet viser ham, han har til gode.

- Vi føler os forbigået, og det rammer ens retfærdighedssans, når naboen får en hel månedsløn udbetalt, siger Morten Karlsen.

Morten Karlsen venter stadig på brev fra Vurderingsstyrelsen, mens hans naboer får udbetalt deres skattekroner.

- Jeg føler, jeg rammer en mur, når jeg forsøger at få svar på mine spørgsmål, uddyber Morten Karlsen.

Efter at have kontaktet Vurderingsstyrelsen to gange, er han endnu ikke blevet klogere. Første gang han ringede ind, fik han at vide, at hans hus har skiftet kategori, så han er med i nummeringen for 2021, hvor han først får svar næste år.

- Det er svært at finde hoved og hale i alle reglerne, så jeg vil blive ved med at søge svar, siger Morten Karlsen.

Efterlyser svar

Morten Karlsen spurgte tilbage i 2017 sin ejendomsmægler til råds, da de 20 kvadratmeter poppede op i kontrakten. Her erindrer Morten Karlsen, at ejendomsmægleren ikke kendte til nogle risici ved at have det stående, for Morten Karlsen havde selv overvejet måske at benytte en del af huset til et bierhverv - det er dog ikke blevet til noget alligevel.

Er din situation ikke selvforskyldt, når du ikke har fået tjekket op på reglerne?

- Jo, det kan man til dels godt sige. Hvis jeg ikke kan få udbetalt det grundet de 20 kvadratmeter, så må jeg jo finde mig i det. Jeg vil gerne bare have svar på, hvorfor det forholder sig sådan. Først der kan jeg lære af mine fejl, siger Morten Karlsen.

Vi har fremlagt Morten Karlsens kritik for Vurderingsstyrelsen. De arbejder på et mere entydigt svar, men grundet weekend og ferie har det ikke været muligt at få søndag.