Vækstpakke: 400 mio. til bolignedrivning
Foto: TV2/Nord
Regeringens nye vækstpakke skal styrke Danmarks udkantsområder. Blandt andet ved hjælp af penge til kystsikring og nedrivning af faldefærdige huse.
Flere penge til kystsikring, nedrivning af faldefærdige huse, udvikling af bedre bredbånd samt stærkere infrastruktur. Det er elementerne, der skal hjælpe landdistrikterne, i Regeringens nye vækstpakke.
På et pressemøde klokken 10.30 lagde blandt andet Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) vægt på, at det er nødvendigt at styrke landdistrikterne.
Blandt tiltagene er en nedrivningspulje på 200 millioner kroner årligt i 2014 og 2015 samt 100 millioner kroner årligt til kystbeskyttelse af den jyske vestkyst i perioden 2014-2018.
Målet er at skaffe udvikling og arbejdspladser i Danmarks yderområder.
Derudover kan flere landsdækkende elementer give bonus for Nordjylland:
Den planlagte kørselsafgift for lastbiler, som var stærkt kritiseret i Nordjylland, droppes.
Hotel- og restaurationsbranchen får mulighed for at trække 75 procent af momsen fra i forhold til 50 procent tidligere.
Boligjob-ordningen, der giver fradrag for håndværkerudgifter i private hjem, genoptages og vil gælde i 2013 og 2014.
Planlagte offentlige investeringer øges med 2 milliarder kroner i 2014 stigende til 4 milliarder kroner i 2020. I 2014 vil pengene blive prioriteret til investeringer ude i kommunerne.