Tre sigtede i voldtægt fortsat anholdt
Foto: Ivan Bitsch
De tre mænd på 24, 25 og 26 år, der tirsdag blev anholdt og sigtet for gruppevoldtægt, har fået deres anholdelse opretholdt indtil fredag.
Tre mænd på 24, 25 og 26 år har fået opretholdt deres anholdelse indtil fredag efter onsdagens grundlovsforhør ved Retten i Aalborg, som skete for lukkede døre.
De tre mænd er sigtede for at have voldtaget to piger på henholdsvis 22 og 23 år natten til tirsdag på stripklubben Red Light i Aalborg. Ifølge sigtelsen har de tre mænd puttet et ukendt stof i pigernes drinks, som har gjort dem ude af stand til at gøre modstand.
Med vold og trusler om vold har de ifølge sigtelsen tvunget de to piger til samleje og oralsex, selv om pigerne sagde nej. De tre mænd nægter sig skyldige i sagen.
Dommeren ved Retten i Aalborg mente onsdag ikke, at der var nok beviser til en begrundet mistanke mod de tre mænd, så i stedet for at varetægtsfængsle de tre sigtede er deres anholdelse nu forlænget indtil fredag.
Anklager Jakob Herborg har begæret lukkede døre for at beskytte de forurettede men også, fordi sagen stadig efterforskes med mistanke om, at der er flere mulige medgerningsmænd på fri fod.
Fredag klokken 13 vil de tre sigtede igen blive stillet for en dommer, og det vil igen foregå for lukkede døre.