Trafikkaos ved skole kan ende med ulykke
Børn og forældre på skolen i Aabybro er bange for, at den voldsomme trafik foran skolen om morgenen ender med en alvorlig ulykke.
Dårlig trafikmoral
Mange forældre kører deres børn til skole om morgenen, og det skaber problemer ved Aabybro Skole. Der er ikke plads til, at de mange biler kan parkere ved skolen og sætte deres børn af.
Det betyder, at bilerne holder rundt omkring hvor de ikke burde holde, og det skaber et trafikalt kaos hver dag imellem kl 7.30 o g 8.00. Det fik i morges en gruppe forældre til aktionere imod den dårlige trafikmoral.
- De holder usikkert, siger Thomas Rubæk, som er medlem af skolebestyrelsen og har sat gang i morgenens forældreaktionen.
-De tager afsted fem minutter for sent og så skal det hele bare gå hurtigt, når de skal aflevere børnene, fortsætter han.
Gule veste er ikke nok
Det var en gruppe på fire forældre der i dag trak i de gule veste, og støttede den vanlige skolepatrulje. Bilerne havde dog stadig svært ved at holde tilbage for børnene.
- Selvom patruljen står derovre og holder børnene tilbage, så skal man stoppe ved en fodgængerovergang. Men det gør folk bare ikke, siger Helle Overgaard, der er med i forældregruppen.
- Når man står derover og kigger, så kan man tælle både ti, tyve og tredive biler, der kører forbi, og det er bare ikke i orden, slår hun fast.
Ender med ulykke
Selvom der ikke er sket ulykker i nyere tid, så er forældregruppen sikre på, at hvis forholdene ved skolen ikke ændrer sig, så vil det ende med ulykker.
Gruppen foreslår, at børnene selv cykler i skole, og at man derved nedsætter antallet af biler ved skolen.