To minutters blackout kostede AaB dyrt i sæsonåbning
Foto: Thomas Sjørup / Ritzau Scanpix
AaB fik en svær sæsondebut i 3F Superligaen fredag aften.
Det var mere end 13 måneder siden, at AaB sidst havde spillet en kamp i 3F Superligaen, da det nordjyske hold fredag aften gik ind på banen i Farum til Superliga-opgøret mod FC Nordsjælland.
Og det var i den grad et nyt og ungt AaB-hold, der fredag tog hul på 3F Superligaen efter et år i NordicBet-Ligaen. Med en god håndfuld udenlandske spillerindkøb, en ny træner og en startopstilling, hvor 25-årige Lars Kramer var ældste mand, skulle AaB forsøge at hente de første point mod sidste års nummer fire.
FC Nordsjælland var også med ny træner og en del udskiftninger på holdkortet siden sidste sæson.
Allerede fra kampens start var det tydeligt at se, hvad den nye cheftræner Menno van Dam vil med den nordjyske traditionsklub. Offensivt presspil med hurtige bolde fremad i banen.
To minutters blackout
Kampen startede da også jævnbyrdig, hvor AaB'erne fint kunne være med rent spillemæssigt. Men når man som oprykkerhold vil presse højt, er risikoen, at et hurtigt omstillingshold som FC Nordsjælland kan slå kontra og straffe AaB'erne.
Og det var netop, hvad der skete over to omgange efter 18 og 20 minutter. Først kom FC Nordsjællands Marcus Ingvartsen højest til et indlæg og bragte hjemmeholdet foran 1-0. Og mindre end to minutter senere slog nordsjællænderne igen kontra, hvor den nyerhvervede Peter Ankersen kunne heade bolden ind til 2-0.
En våd klud i ansigtet på AaB, der virkede uorganiseret i defensiven ved begge mål.
Til gengæld var reaktionen fra AaB stærk. Udeholdet pressede ved flere lejligheder hjemmeholdet helt ned foran eget felt, og efter 40 minutter fik AaBs nye 10'er, Oliver Ross, en stor mulighed for at reducere, men FCN-keeperen kom i vejen.
Derfor gik AaB til pause, hvor de kunne være godt tilfredse rent spillemæssigt, mens det var op ad bakke på måltavlen.
Målløs på trods af godt spil
Efter pausen fortsatte AaB de gode takter rent spillemæssigt, og efter 54 minutter resulterede det i en rigtig god mulighed på kanten af feltet til den unge AaB-midtbane, Kasper Davidsen.
FC Nordsjælland havde også flere gode muligheder for at lukke kampen, men hjemmeholdet formåede ikke at udnytte opstillingerne.
Efter 77 minutter havde Oliver Ross igen muligheden for at bringe spændingen tilbage i kampen, da hans frispark gik lige forbi stolpen. På det efterfølgende hjørnespark var det AaB’s Melker Widell, der sendte et kvalificeret skud af sted mod FC Nordsjællands mål, men uden held.
Den svenske midtbanespiller var en af AaBs bedste i fredagens kamp og fortsatte dermed det stærke spil fra sidste sæson.
Men selv om AaB fuldstændig matchede FC Nordsjællands spil ved jorden, så blev det ikke til nogen mål fra nordjyderne.
I stedet udnyttede FC Nordsjællands indskiftede Mads Hansen en omstilling til at lukke kampen til 3-0 efter 88 minutter.
Dermed indkasserede AaB et nederlag i en svær udekamp.
Næste kamp er mod Silkeborg på Aalborg Portland Park på næste søndag.