Tag børnene med ud i naturen i efterårsferien
Du kan se de nordjyske naturvejledere komme med deres bud på, hvad du kan lave i efterårsferien.
Vores friluftsmagasin Outdoor NU har undersøgt, hvad du kan lave med dine børn i efterårsferien, og der er masser af muligheder, hvis man er glad for naturen.
Det er snart eftersårsferie, og det betyder, at der skal bruges tid sammen med børnene. I onsdagen udgave af TV2 Nords friluftsmagasin, Outdoor NU, som er den sidste udsendelse i sæsonen, sætter vi fokus på nogle af de ting, du kan lave i naturen med dine børn.
Vi har fået flere naturvejledere til at sende en mobilhilsen med forslag til, hvad man kan bruge sin efterårsferie i Nordjylland på, og der er mange tilbud at vælge i mellem.
Fiske- og jagtdag i Thy
Hos Naturstyrelsen i Thy kan man komme med på en rigtig fritidsdag, hvor jagt og fiskeri er på skemaet. Det fortæller forstfuldmægtig ved Naturstyrelsen Morten Brown Stummann.
- Her man kan opleve jagt og fiskeri som interesse. Der vil blive opsat bålpladser, være pandekagebagning for børn, og der vil være grilstegning af forskellige hjortevildt, man kan smage. Udover det får vi søndag en lerduekaster ud, så man kan prøve at skyde efter lerduer, siger Morten Brown Stummann.
Tøm en kulmile i Rebild
Ved Vester Skovhus i Rebild kan du tage børnene eller børnebørnene med ud og tømme en kulmile. Kulsvierlauget i Rold Skov har samlet en 10-15 kubikmeter stor bunke bøgebrænde, som de har lavet til trækul.
Men nu er bunken og kold, og den skal fjernes. Det fortæller naturskoleleder i Rebild Søren Risborg.
- Vil vi gerne have hjælp til at tømme kulmilen, så i bedsteforældre må hanke op i jeres børnehørn og få dem med ud. Det er sort arbejde, og så er det oven i købet sort børnearbejde, griner Søren Risborg.
Kulmilen kan findes ved Vester Skovhus bag Røverknolden lige inden byskiltet.
Tag på sheltertur i Aalborg
Er du glad for at sove udendørs og kunne du godt tænke dig en nat i flot natur? Så bør du booke en af shelterpladserne i Aalborg. Du kan finde og booke shelterpladser overalt i Aalborg med appen Det Grønne Guld.
- Det er en rigtig sjov eftersårsaktivitet, så tag med ud og overnat i naturen, hvor du kan se ugler og ræve, siger naturvejleder Esben Buch.
Sjov med blade i Vesthimmerland
I Vesthimmerland bruger de bladene og de mange efterårsfarver som inspiration for flere aktiviteter med Naturekspeditionen. Om mandagen er der snitteværksted, hvor man kan lave spisepalletter og bruge bladene til at pynte med.
Om torsdagen afholdes der NOMA pop-up restaurant, hvor man kan være med til at lave gammeldags æblekage tilberedt af havtorn. Udover det byder Naturekspeditionen på gratis kaffe og chokolade.
Masser af aktiviteter i Rold Skov
Er du til hesteture og hygge i naturen, skal du søge mod Rold Skov i Skørping. Søndag er der Hestens Dag, hvor der er travetur med Helge Qvistorff, naturvejleder og tidligere direktør på Rold Storkro. Der er også mulighed for at komme med på hestevognstur.
Ved Hvas Sø tændes bålet, og der laves snobrød og æblemost. Der er også mulighed for at møde Dannie Druehyld, der er selverklæret heks og med garanti kan sætte en skræk i livet på børnene.
Du kan også komme og se flagermus hele ugen
Vildsvin og rovfugle i Lille Vildmose
Sydøst for Aalborg er der god mulighed for at blive klogere på dyrelivet. Overlæge Anna Engberg kommer forbi og fortæller om, hvad der er i et vildsvin, og så kommer en af parkens falkonerer også og skal gøre gæsterne klogere på områdets rovfugle. Der er aktiviteter hver dag i efterårsferien klokken 10.30.
Du kan også se indslaget med naturvejlederne i onsdagens udgave af Outdoor NU, når vi sender live på TV2 Nord salto klokken 19.50.
Her kigger vi også nærmere på Geocaching, hvor man leder efter skatte med en app på sin telefon.