Tabte på at hjælpe politiet
Nordjysk kvinde har mistet sin computer, efter hun hjalp politiet
Nordjyllands Politi fik opklaret en tyverisag på over hundrede tusinde kroner. Men borgeren, der hjalp politiet, står tilbage med et kæmpetab.
Annette Bramsen mistede sin computer til 10.000 kroner og fik ingen tak, da hun hjalp politiet med at afsløre et stort lager med elektroniske tyvekoster
- Gerningsmanden har jeg nærmest ondt af, men jeg føler afmagt, fordi jeg selv har mistet noget og ikke er blevet hjulpet med min sag, siger Annette Bramsen, Ferslev ved Støvring.
TV2Nord fortalte i et indslag, hvordan familien i Ferslev købte en 27-tommer Imac computer gennem en annonce i den Blå Avis. Sælgerne virkede mistænkelige, men politiet forsikrede Annette Bramsen og hendes mand om, at alt var i orden.
-Jeg fortryder, at jeg ikke bare stoppede der. Så havde jeg haft min computer, siger Annette Bramsen.
Familien stoppede ikke, men besluttede sig for at hjælpe politiet, fordi annoncerne blev ved med at dukke op. Så politiet var med, og tyvene blev anholdt, da sønnen fra en anden adresse lod som han også ville købe en computer. Nu er sagen afsluttet. Politiet fik afsløret et kæmpelager, men Annette Bramsen får ikke sin computer tilbage. Den blev konfiskeret under sagen og bliver nu solgt som hittegods.
-Jeg får ikke pengene eller computeren tilbage, men havde i det mindste regnet med at få en findeløn.,
Ifølge politiinspektøren er det ikke nødvendigvis forkert, hvis en borger skulle komme til at lide tab ved at hjælpe politiet
-Dusør er jo kun noget, der gives i forbindelse med en ganske særlig indsats - for eksempel hvis man redder liv, siger Marianne Lau-Vestergaard, politiinspektør, Nordjyllands Politi.
Ifølge det nordjyske folketingsmedlem Karsten Lauritzen bør der dog være lov for, at en borger ikke kan tabe på at hjælpe politiet.
-Det skal ikke være sådan, at en borger kan straffes for at hjælpe politiet. Vi bør have en kultur, hvor borgeren har lyst til at hjælpe politiet, siger Karsten Lauritzen.