Sygeplejerskerne i Nordjylland ruster sig til kamp
Sygeplejerskerne håber på en tilfredsstillende overenskomstforhandling, men de gør alligevel klar til at strejke.
Lige som alle andre år, hvor der har været overenskomstforhandlinger, har fællestillidsrepræsentanterne for landets sygeplejersker været til møde for at ruste sig til kamp. Selvom de håber på en løsning ved forhandlingsbordet, er de klar til at sende alle mand i strejke.
- Det der er anderledes den her gang er, at vi besluttet, at kommer vi i den situation, hvor vi skal i konflikt, så er det alle mand af huse, siger Jytte Wester, kredsformand for Dansk Sygeplejeråd.
Hvis sygeplejerskerne ikke får et tilfredstillende resultat ved overenskomstforhandlingerne, er de klar til at strejke. Ved tidligere konflikter har strejken været målrettet mod 10 procent af bemandingen. Men en potentiel strejke i foråret vil altså være langt mere omfattende.
Sygeplejerskerne er glade for deres job, men ikke lønnen, hvis den sammenlignes med privatansatte med samme mængde uddannelse.
- Vi vil have mere i løn, og vi vil have bedre arbejdsforhold. Vi kan ikke byde vores patienter, vores kolleger eller os selv at have så dårlige arbejdsforhold, siger Kirsten Højslet, der er suppleant for fællestillidsrepræsentanten på Aalborg Sygehus, hvor hun også er sygeplejerske.
Selvom en strejke i foråret kan blive reel, så håber Dansk Sygeplejeråd ikke, at den bliver nødvendig.
- Vi har selvfølgelig en forventning om, at vi opnår et resultat her til foråret. Men opnår vi mod forventning ikke et resultat, så er vi også klar til at trække strejke våbnet, siger kredsformanden Jytte Wester.
Sygeplejerskernes første forhandlingsmøde går i gang kort inden jul.