Sygeplejerske kommer med gode råd i varmen: Husk vandkampen
Temperaturen nærmer sig i de kommende dage 30 grader og så rammes Nordjylland af en regulær hedebølge, hvilket har fået DMI om at advare om ”farligt vejr”.
Tørken fortsætter og hedebølgen kommer.
Og hedebølgen i Nordjylland udgør især en trussel mod ældre, spædbørn og personer med underliggende sygdomme, advarer Luise Wenniche Lilleøre, sygeplejerske på Akutmodtagelsen på Aalborg Universitetshospital.
På Akutmodtagelsen i Aalborg er personalet derfor særligt opmærksomme på vejrudsigterne.
Med forventet travlhed på grund af temperaturer op mod 30 grader kommer Luise med disse anbefalinger til nordjyderne:
-Masser af solcreme, ophold i skyggen og køl ned med vand. Hun foreslår endda en sjov vandkamp derhjemme i haven som en effektiv måde at holde temperaturen nede på.
På brandstationen i Aalborg tog brandfolkene i dag rådene helt bogstaveligt og benyttede en vandkamp-pause mellem udrykningerne til at afkøle sig selv i den varme røgdykkerdragt.
SE BLANDT ANDET VANDKAMPEN HER:
I beredskab
Nordjyllands Beredskab følger også nøje med i tørken og vurderer situationen time for time.
Indtil videre er der ingen afbrændingsforbud, men det kan ændre sig.
Nils Eltzholtz, indsatsleder i Nordjyllands Beredskab, forklarer, at de konstant overvåger vejrudsigterne, antallet af naturbrande og prognosen for tørkens udvikling.
De bestræber sig dog på at undgå et forbud så længe som muligt.
-Vi vil hellere rådgive nordjyderne om, hvordan de nedsætter risikoen for brand, end udstede et egentligt forbud.
Men det er ikke kun på skadestuerne og hos beredskabet, at man holder øje.
Ude i sommerlandet kæmper nordjyderne hårdt med de høje temperaturer.
Lasse Søndergaard og hans kolleger er i gang med at opføre et 1700 kvadratmeter stort byggemarked i Hune.
Her understreger Lasse vigtigheden af rigelige mængder vand til at klare sig igennem de seneste dages varme:
-Vi arbejder med pladearbejde på store flader, så det er afgørende at arbejde på den rigtige side af bygningen for at undgå solen. Vi skifter position og arbejder i skyggen om formiddagen, og når solen bevæger sig, skifter vi over til den anden side, forklarer han.
Men også Hugo Petersen, sommerhusejer, har imidlertid en mindre udfordring som håndværker.
Han er ved at male sin sommerhusgarage, men kan ikke søge ly i skyggen og må derfor sørge for at indtage tilstrækkelige mængder væske.
Selvom han med et smil erkender, at han kunne have brug for en bajer, klarer han sig fint med postevand i varmen.
Og Luise Lilleøre bakker op om vigtigheden af væskeindtag.
Hun påpeger, at det er vigtigt at få væske med både sukker og salt.
- Sportsdrikke er det bedste valg og bruges af løbere og cyklister, men man kan også opretholde væskebalancen med sodavand og salte chips, forklarer hun.