Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Sygehuset råber på hjælp fra pensionister: 70-årige Kirsten vil trække i sygeplejekitlen igen

70-årige Kirsten Højslet er pensioneret sygeplejerske. Hun overvejer at trække i kitlen igen.

Region Nordjylland opfordrer nu pensionerede læger og sygeplejersker til at trække i kitlen igen i deltidsstillinger, hvor de ældre medarbejder selv kan bestemme vilkårene.

Det er fem år siden 70-årige Kirsten Højslet gik på pension. Før det var hun sygeplejerske på Aalborg Universitetshospital i 40 år. Nu overvejer hun at vende tilbage til sygehuset – ja faktisk føler hun sig kaldet til det.

- Jeg vil gerne tilbage til sygehuset, fordi jeg er meget bekymret for den flugt, der er af unge sygeplejersker, der kommer ud til forhold, hvor de ikke har tid til at gøre det de gerne vil, siger Kirsten Højslet

Fleksible stillinger til pensionister

For at skaffe flere hænder vil Region Nordjylland rekruttere pensionerede sundhedspersoner til fleksible deltidsstillinger hvor ansøgerne selv aftaler med afdelingerne hvor mange timer de vil arbejde og hvornår. Stillingerne er på maks. 15 timer om ugen.

- Vi er sikker på at der går nogen derude, der gerne vil ind og hjælpe os med nogen af de udfordringer, vi har i dag på hospitalet i forhold til, at vi mangler rollemodellerne til nogen af de unge medarbejdere, siger Lisbeth Lagoni, sygeplejefaglig direktør, Aalborg Universitetshospital.

Nyuddannede har brug for støtte

De nye såkaldte ressourcestillinger for pensionister er uden for normeringen. Idéen er, at seniorerne skal støtte nyuddannede, så de flere unge sygeplejsker vælger at blive i jobbet. Det handler om fastholdelse. Det har de savnet på det Onkologisk sengeafsnit på Aalborg Universitetshospital.

- De nyansatte i afdelingen spørger jo rigtig meget, og det skal man også for at lære fagspecialet, men det kan godt også være en hård opgave for de erfarne, der er tilbage i sengeafdelingen. Så det kan også være en hjælp og støtte til dem, at der går en undenfor nomeringen, som man som nyansat kan gå til, siger Karina Mark Kristensen, afsnitledende sygeplejerske på Onkologisk Sengeafnit.

- Så kan man spørge om alt.

Katrin Jacobsen har første arbejdsdag på afdelingen i dag. Hun mener at en seniorkollega vil give hende tryghed.

- Det vil være rart, at der nogle gange er en erfaren sygeplejerske, der kan komme med ind på stuen til patienten og ind til nogle opgaver, som man føler sig utryg ved. Så kan man bare stille alle de spørgsmål man har, siger Katrin Jakobsen.

Region Nordjylland håber også at de kan bruge ordningen til at fastholde medarbejdere, der ellers vil gå på pension. Lisbeth Lagoni erkender at Aalborg Universitetshospital tidligere ikke har gjort nok for at fastholde pensionsmodne sygeplejersker.

Knæene kan holde til seks timer

Kirsten Højslet var fællestillidsrepræsentant på Aalborg Universitetshospital inden hun blev pensionist. Hun har selv siddet med i den arbejdsgruppe, som har udviklet de nye ressourcestillinger, og hun har tænkt sig selv at søge. Under covid-krisen trådte Kirsten til for at hjælpe med at vaccinere. Her fandt hun ud af at hun har flere år i sig som sygeplejerske. Det må bare ikke være for fysisk hårdt, og Kirstens egen grænse er at hun maks vil arbejde seks timer af gangen, for at knæene kan holde til det.

- Jeg har da bestemt et aktivt pensionistliv, men jeg er stolt af at være sygeplejerske og jeg har ikke noget imod at tage fat igen, siger Kirsten Højslet.

Region Nordjylland holder informationsmøde om de nye såkaldte ressorcestillinger den 6. februar, og det er der indtil videre 60 interesserede, der har meldt sig til.


Offer lå og blødte kraftigt, da politiet kom: Nu er to mænd varetægtsfængslet

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Offerets tilstand er alvorlig, men han er uden for livsfare, oplyser politiet.

De to mænd er blevet varetægtsfængslet i fire uger.

To mænd på henholdsvis 20 og 22 år er blevet varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Aalborg for grov vold og groft røveriforsøg, samt en overtrædelse af knivloven.

Det oplyser anklager Mathias Nysom Petersen.

De to mænd blev anholdt efter en episode i Kærby efter midnat onsdag, hvor en 20-årig mand blev stukket i underkroppen og på benene på Davids Alle.

Den 20-årige blev også udsat for flere spark på kroppen, ligesom han blev frarøvet sin mobiltelefon.

Det fik Nordjyllands Politi til at sende al ledig mandskab afsted mod Kærby, og de fandt hurtigt frem til de to mænd, der var i umiddelbar nærhed af en machete og en kniv, som de ifølge sigtelsen også er blevbet sigtet for at være i besiddelse af.

De to mænd er blevet varetægtsfængslet i fire uger af hensyn til efterforskningen, men også fordi, at der kan være medgerningsmænd på fri fod.

Derfor søger politiet også fortsat vidner i sagen.

- Vi efterforsker bredt og kan ikke udelukke, at der kan have været flere gerningspersoner med til at forøve røveriet. Det skal efterforskningen være med til at kaste lys over, siger politikommissær Kenneth Rodam.

Offerets tilstand er alvorlig, men han er uden for livsfare, oplyser politiet.

De to sigtede nægtede sig begge skyldige i anklagerne.


Han blev hyldet af ornestationens sønner: - Jeg har fået sagt stort tak

Foto: Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST

- Det var en rigtig god oplevelse, siger Andreas Markussen om sønnernes optræden i TV MIDTVEST-programmet.

Selv om sønnernes sang gik tæt på, var Andreas Markussen meget glad for at blive overrasket på sin store dag.

Tusindvis af midt- og vestjyder så med, da Andreas Markussen fra Ornestation Mors blev overrasket af sine fire sønner med en humoristisk, men også meget personlig sang i programmet Få Det Sunget.

Nu er der gået nogle dage, siden programmet blev sendt, og morsingboen har haft tid til at tænke det hele igennem.

- Det var en rigtig god oplevelse, og jeg er overrasket over, hvor mange der har set det. Jeg har lige været ved tandlæge, og der mødte jeg en, der sagde: "Det er jo ham fra fjernsynet", siger han.

Det var under en fest på Hotel Pinenhus i Glyngøre, at sønnerne Johnny, Thomas, Michael og Kenneth tog fusen på deres far.

Der var tale om en storstilet afskedsreception i forbindelse med, at Andreas Markussen trak sig tilbage og overlod driften af ornestationen til sine sønner. Og at drengene hyldede ham med en sang sammen med TV MIDTVESTs Anders Bro havde han slet ikke set komme.

- Jeg blev meget rørt. Det gjorde jeg i hvert fald, og selv om vi i vores familie ikke snakker så meget om følelser, kan du tro, at jeg bagefter har fået sagt stort tak til dem.

Sådan så det ud, da de fire sønner tog fusen på deres far.

Gik tæt på - men ikke for tæt

Sangen handlede blandt andet om Andreas Markussens hjertesygdom, der var tæt på at koste ham livet.

- Der er flere, der bagefter har sagt, at de ikke var klar over, at jeg var så syg. Sangen gik tæt på, men ikke for tæt, synes jeg. Det var rørende at høre, hvordan drengene har oplevet min sygdom, og jeg har også kun fået positive reaktioner. Folk har sagt, at det var en alletiders udsendelse, siger han.

Ornestation Mors blev grundlagt for 50 år siden af Andreas Markussens far Martin. Andreas har været med gennem alle årene i forskellige roller. Nu er gået fra at være manden med det øverste ansvar til at være bestyrelsesformand - og pensionist.

- Som bestyrelsesformand blander jeg mig ikke så meget. Drengene kan sgu godt selv. En gang om ugen kører jeg op og får en kop kaffe, og så kører jeg ellers hjem igen, siger Andreas Markussen.

Du kan se Ornestationens Sønner på her.


Slut efter 61 år samme sted?: - En ordentlig pille at sluge

Foto: Jonathan Kjær Troelsen / TV2 Nord

Omkring 850 patienter i Lægehuset Sæbygårdvej skal fra 1. februar næste år have en ny praktiserende læge.

- Det var godt nok en ordentlig pille at sluge.

Sådan tænkte Anne Grethe Justesen fra Lyngså, da hun onsdag læste en besked i sin e-boks.

Her fik hun besked om, at Lægehuset Sæbygårdvej i Sæby, som hun har været tilknyttet siden 1963, reducerer antallet af patienter fra de nuværende 4850 til cirka 4000. Det betyder, at omkring 850 patienter fra 1. februar næste år skal have en ny praktiserende læge.

- Det er næsten håbløst, hvis jeg skal udenbys. Når man har min alder, så har man brug for en læge, siger Anne Grethe Justesen.

Lægehuset i Sæby har siden årsskiftet manglet en læge, og det er ikke lykkedes at ansætte en. Derfor ser man nu ingen anden udvej end at skære på patienttallet.

- Vi har haft mange arbejdstimer igennem lang tid, og vi må bare indse, at det er for stor en opgave, fortæller Janni Kristensen, som er en af de tre fasttilknyttede læger i lægehuset.

'Ikke til at holde ud at tænke på'

Lægehusets patienter kan i den kommende tid give udtryk for, om de ønsker at forblive patienter i lægehuset, eller om de vil tilknyttes en anden praktiserende læge.

- Der er jo ikke andet at gøre end at stille sig i kø, siger Anne Grethe Justesen.

Pladserne i lægepraksissen på Sæbygårdvej vil blive fordelt efter 'først til mølle'-princippet.

- Det eneste, man kan gøre, er at håbe. Det er jo mange, der skal skifte, siger Anne Grethe Justesen, som frygter ikke at være blandt de 4000 patienter, der får lov at blive i lægehuset.

- Det er slet ikke til at holde ud at tænke på, siger hun.


Bentes søn døde efter ulykke - kæmper for andre ikke lider samme skæbne

21-årige Oliver døde, da han faldt i havnen i 2022.

Det er snart tre år siden, at Bente Ibæk Lunds søn Oliver døde i en tragisk ulykke. Han faldt i Limfjorden og omkom.

Siden da har Bente Ibæk Lund kæmpet for at få styrket sikkerheden ved Aalborg Havn for at forhindre andre i at lide samme skæbne som Oliver.

- Jeg synes, det gik godt. De virkede meget interesserede og lyttede, siger hun til TV2 Nord.

Tirsdag var hun til møde med Aalborg Kommunes rådmand for By og Land, Jan Nymark Thaysen (V). Her talte de om havnesikkerhed, og om hvordan en forebyggende indsats - som eksempelvis et hegn på de mest risikable steder - kunne være en fordel.

Udover mødet, synes du så, at der bliver gjort nok for at lave havnesikkerhed i Aalborg?

- Nej ikke lige nu, men jeg håber, at det der kommer ud af det er, at vi får fokus på forebyggelse, for det er ikke kun de unge, der falder i havnen.

Hegn er ikke den eneste løsning

En ting er i hvert fald sikkert, Bente Ibæk Lund bliver ved med at kæmpe sin sag. Hun vil have, at der skal gøres noget forebyggende, så færre personer falder i havnen.

- Jeg bliver ved, til jeg ser, at der for alvor sker noget, eller indtil at antallet af drukneulykker er reduceret væsentligt, siger Bente Ibæk Lund til TV2 Nord.

Der drukner i gennemsnit 60 personer om året ved ulykker i Danmark. I perioden fra 2001 til 2020 omkom i alt 276 personer, hvoraf 255 var mænd, og 21 var kvinder, som følge af drukneulykker i danske havne. Det viser Trygfondens Nationale Druknestatistik.

Det særlige ved faldulykker i havne er, at de oftest sker ved et uheld, hvor folk ikke har haft en intention om at skulle i vandet - modsat en badeulykke. 

Bente Ibæk Lund har de seneste år læst alle rapporter om havnemiljøer og havnesikkerhed, og selvom hun synes idéen med hegn enkelte steder langs havnen er en fin idé, har hun flere andre forslag.

- Hegn er ikke den eneste løsning. Der er masser af andre ting, man kan gøre. Jeg synes, Aalborgs havn er ret grel nogle steder, hvor man som borger bliver nudget til at gå tæt på havnen, hvor der er stier. Der kan man eksempelvis sætte et gelænder, så man ikke risikerer at falde i, hvis man snubler, forklarer hun og fortsætter:

- Der er også mange steder, det vil hjælpe med belysning, så man ikke kommer for tæt på kanten af havnen.


Sender ærgerlig besked: 850 patienter tvunget til at finde ny læge

Foto: Grafik / TV2 Nord

Lægehus i Sæby kan ikke skaffe det nødvendige personale, og det får konsekvenser for patienterne.

850 borgere i Sæby-området skal have ny praktiserende læge.

Det er konsekvensen, efter at Lægehuset Sæbygårdvej har sendt besked ud til sine cirka 4850 patienter om, at lægehuset fra 1. februar næste år reducerer antallet af tilknyttede patienter til 4000 på grund af lægemangel.

- Vi har haft mange arbejdstimer igennem lang tid, og vi må bare indse, at det er for stor en opgave, fortæller Janni Kristensen, som er en af de tre fasttilknyttede læger i lægehuset.

'Vi har forsøgt at undgå dette udfald, men det har ikke været muligt,' siger læge Janni Kristensen. Foto: Jonathan Kjær Troelsen / TV2 Nord

'Først til mølle'

Lægehuset har siden årsskiftet manglet en læge, og det er ikke lykkedes at ansætte en. Derfor ser man nu ingen anden udvej end at skære på patienttallet.

- Vi har ledt med lys og lygte, men det er ikke lykkedes at finde en ekstra læge, siger Janni Kristensen og fastslår:

- Vi ønsker ikke at lade patienter i stikken, og vi har forsøgt at undgå dette udfald, men det har ikke været muligt.

De omkring 4850 patienter, der er tilknyttet Lægehuset Sæbygårdvej, kan i den kommende tid give udtryk for, om de ønsker at forblive patienter i lægehuset, eller om de vil tilknyttes en anden praktiserende læge.

Pladserne i lægepraksissen på Sæbygårdvej vil blive fordelt efter 'først til mølle'-princippet.