Street art sætter Aalborg på verdenskortet
Går man en tur rundt i Aalborgs gader, så kan man næsten ikke undgå at støde på street art. På husgavle og mure i hele byen er der store værker lavet at street art kunstnere fra hele verden.
Den internationale kunstbranche har fået øje på Aalborg, efter byen er blevet overmalet med street art.
Det er næsten ikke til at overse mange af de store street art-værker på husgavle rundt omkring i Aalborg. Street-arten er lige nu med til at tiltrække opmærksomhed fra den internationale kunstbranche.
Galleri KIRK står bag flere af dem og har sørget for, at internationale kunstnere kommer og laver street art i Aalborg.
- Med de her store kunstnere, som vi får lokket til byen, følger der også en masse opmærksomhed og en masse publicity med, fordi der sidder store grupper af kunstinteresserede rundt om i verden, som følger de her kunstnere, siger Lene Kirk, ejer af Galleri KIRK.
Tankerne bag gavl-værkerne er at få kunsten ud til flertallet, og derfor var det også vigtigt for galleriet, at det er muligt at finde malerierne.
Derfor har de udviklet en app, som hedder Street art Hunter, hvor man kan se, hvor man kan finde værkerne og læse om kunstnerne, der har opført dem.
Men det er ikke kun store kunstnere, der er plads til på Aalborgs store gavle og facader.
Det nye initiativ Gadegalleriet fra William Hjorth og UngAalborg giver mulighed for, at alle kan komme og lave street art og graffiti lovligt i Karolinelund. Her er der blevet opstillet store betonmure, hvor alle må male.
- Der sker en masse rigtig spændende ting inden for street art og graffiti i Aalborg. Jeg kommer fra UngAalborg, som har et ansvar for de unge mennesker i byen, og de skal have et sted at gå hen med deres lyst til at male graffiti. De bliver jo inspireret af alle de store flotte gavlmalerier, og hvad de ser af graffiti rundt omkring i verden, fortæller William Hjorth.
Se mere i Nordjylland LIVE i aften klokken 19.30