Stor stigning: Katte smides ud som affald
Foto: Ivan Hansen
296 katte er blevet indleveret til Kattens Værn i Aalborg i løbet af 2017.
Den seneste uge har Kattens Værn i Aalborg fået 30 katte ind, der er fundet i små papkasser. Nu beder de politikerne om hjælp.
Kattens Værn i Aalborg oplever lige nu at få rigtig mange dumpede killinger ind på internatet. Den seneste uge har de fået 30 katte indleveret. Ni katte blev fundet på et stisystem i Hjørring i en lille papkasse, og yderligere seks katte blev fundet i en kasse ved et busstoppested i Brønderslev.
- Kattene i Hjørring var kun tre uger gamle og var smurt ind i griseaffald. De var meget ulækre og sultne. Heldigvis har de fået sig en ammemor, og de er nu i bedring, fortæller internatleder hos Kattens Værn i Aalborg, René Skall.
Igen i går fik internatet ni killinger indleveret. To af dem blev fundet på en rasteplads ved Langholt.
- Vi er meget frustrerede og har snart ikke mere plads til alle kattene. I år har vi fået 296 katte indleveret, og det er en stigning på mere end 25 procent i forhold til sidste år, forklarer René Skall.
Tendensen med det stigenene antal dumpede katte i Nordjylland er det samme fra dyrværnsforeninger over hele landet. Kattens Værn, der har afdelinger i Aalborg, Brøndby og Slagelse, går nu sammen om at presse politikerne til en kattelov.
- Politiet har ikke ressourcer til at efterforske disse sager. Vi ser et behov for en kattelov, hvor kattene skal mærkes, inden de er 12 uger gamle. Så kan alle se, hvem der ejer kattene, og ejerne kan stilles til ansvar, hvis de dumper kattene, siger René Skall.
Danmark har i dag en hundelov, en hestelov og bekendtgørelser, som beskytter malkekvæg og slagtefjerkræ. Men der er ingen love, der beskytter Danmarks 650.000 huskatte.
- Katten er det hyppigst holdte kæledyr, men alligevel er der ingen specifik kattelov, der sikrer katten beskyttelse. Det er uacceptabelt, og vi ser tydeligt, hvad det har af tragiske konsekvenser for kattene, fortæller René Skall.