Støjberg i infight - Borgmestre kalder Inger populist
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Inger Støjberg fastholder sin kritik af energiparkerne.
Inger Støjberg taler mod bedre vidende, når hun hævder, at en række energiparker i Nordjylland er "trukket ned over hovedet på borgerne af Christiansborg".
Så kontant er meldingen fra de nordjyske borgmestre Per Bach Laursen (V) og Mogens Christen Gade (V), der er borgmestre i henholdsvis Vesthimmerland og Jammerbugt.
I de to kommuner er der projekteret med fire nye energiparker med solceller, vindmøller og biogas.
- Retorikken er helt forkert, når Inger Støjberg hævder, at det her er presset igennem af Regeringen. Det her er vokset op ude i kommunerne. Der er ingen, som har ringet til os i Jammerbugt Kommune og sagt, 'nu skal I lave to energiparker', lyder det fra Mogens Christen Gade.
I en artikel i Altinget, går de to borgmestre skridtet videre og kalder Inger Støjbergs udlægning af sagen "populistisk" og unuanceret. De beskylder Danmarksdemokraternes formand for at gøre emnet til en kamp mellem øst og vest og mellem by og land.
- Det billede, Inger Støjberg maler, er ret imponerende, når man tænker på den verden, vi lever i, hvor der er en dagsorden, som er langt mere vigtig. Det her handler ikke om øst eller vest. Det handler om, at der er et ønske om en grøn omstilling, og den opgave tager vi på os ude i kommunerne, forklarer Per Bach Laursen, der bakkes op af sin kollega:
- Vi har set nogle fordele i at bidrage til den grønne omstilling og så burde Folketinget og Regeringen i stedet være taknemmelige og sige, det er flot, at der er nogen, som tager lidt initiativ, så vi kan komme i mål med vores visioner. Det, der er gået galt med Inger Støjberg, er, at hun fremstiller det som om, det er noget, vi er blevet påduttet. Det er helt bagvendt, siger Mogens Christen Gade.
Inger Støjberg selv fastholder sin kritik af energiparkerne og havde torsdag kaldt hele to ministre i samråd om sagen.
- Problemet er, når det her bliver trukket ned over hovederne på folk, uden de bliver spurgt, så risikerer man pludseligt at være nabo til en kæmpe "jernmark", som man ikke selv har bedt om, forklarer hun og fortsætter:
- Der vil være folk i landdistrikterne, som pludseligt ikke kan sælge deres huse, og som må erkende, at alt det, de flyttede ud på landet for, pludseligt er væk.
Men den køber borgmestrene ikke.
- Der er lavet rigtigt gode erstatningsordninger, og så skal man jo huske på, at ved at samle eksempelvis vindmøllerne i to energicentre, kan vi begynde at udfase en masse af de møller, som er opsat i Vesthimmerland i de seneste fyrre år, forklarer Per Bach Laursen.