Spritflasker er brandfarligt affald: Kan starte brand i forbrændingsanlæg
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Reno-Nord beder nordjyderne være opmærksomme på at aflevere tomme spritflasker som farligt affald. Rester af sprit i flaskerne kan antænde brande i forbrændingens affaldsanlæg.
Din tomme flaske med håndsprit kan blive en farlig størrelse for skraldemændene, hvis ikke du får den afleveret korrekt.
Mange håndspritflasker er nemlig markeret med et rødt advarselsmærke, da selv små rester af sprit i de tomme flasker kan antændes og skabe brande.
(Artiklen fortsætter efter videoen)
Det får nu direktøren for Reno-Nord til at opfordre nordjyderne til at være ekstra opmærksomme på at få tomme håndspritsemballager afleveret som farligt affald.
- Det er jo ikke fordi, folk smider det forkert ud af ond vilje. Problemet er bare, at i modsætning til for eksempel en almindelig håndcreme, så er det her håndsprit ekstremt brandfarligt, siger Thomas Lyngholm, direktør ved Reno-Nord.
Problemet kan opstå selv ved de mindste flasker med håndsprit med en lille rest af håndsprit i.
- Der vil altid være en rest tilbage i flasken, og det giver en risiko for, at der bliver sat ild til spritten, og det så sætter ild til affaldet, og det giver et større problem, siger Thomas Lyngholm.
Opfordringen kommer, da Reno-Nord oplever, at der dukker flere og flere spritflasker op i affaldet, ligesom de forventer, der kommer endnu flere tomme spritflasker i affaldssorteringen i fremtiden.