Spillerforening dokumenterer problemerne
Spillerforeningens direktør siger, at han har dokumentation for pengeproblemerne i Aalborg DH.
Aalborg DH er igen kommet i økonomisk uføre. Det mener Spillerforeningen i hvert fald, som nu truer med at begære håndboldklubben konkurs.
Udmeldingen kommer, fordi flere af spillerne angiveligt har penge til gode hos Aalborg DH.
Spillernes fagforening anklager klubben for ikke at udbetale løn og overholde aftaler om betaling af husleje, internet og telefon. Specifikt er spilleren Siri Seglem blevet truet af sin udlejer med at blive sat på gaden, fordi klubben ikke har betalt den norske spillers husleje, som den ellers er kontraktligt forpligtet til.
Det afviser direktør Bøje Larsen fra Aalborg DH imidlertid over for TV2/Nord, og siger, at klubben ikke skylder nogen noget. Han mener ligeledes, at der er tale om injurier fra Spillerforeningens side. Det genkender Spillerforeningen dog ikke.
- Det må stå for hans egen regning. Jeg har dokumentation for de her ting. Der er for eksempel ikke er blevet afregnet feriepenge. Jeg har også i dag talt med den pågældende udlejer, som bekræfter, at der ikke er blevet betalt husleje for juli og august, siger Michael Sahl Hansen, der er direktør i Spillerforeningen.
Heller ikke i april, maj og juni fik Siri Seglems udlejer sine penge. Første efter flere advarsler blev pengene betalt.
- Vi har forsøgt igennem flere måneder at få en dialog med klubben, men han (direktør Bøje Larsen, red.) har ikke været til at få i tale, så desværre er vi nødt til at gå et skridt videre med det nu, siger Michael Sahl Hansen.