Sommerferiehjælp til udsatte familier: - Vi ved, at det er vigtigt for børnene
Foto: Inger Nielsen / Seerbillede
Både Barnets Blå Hus og Familienetværket vil få del i bevillingen, så de kan støtte udsatte børn og deres familier. (genrefoto).
Barnets Blå Hus i Aalborg og Vesthimmerland har samlet fået mere end en halv million til at give udsatte børn og deres familier en god sommer.
I disse dage har langt de fleste børnefamilier nok travlt med at lægge sommerferieplaner i form af charterferie, campingture eller hyggelige udflugter.
Men hos nogle familier er den form for planer slet ikke en mulighed, fordi økonomien og ressourcerne ikke rækker så langt. Og det kan gå ud over børnene.
- Vi ved, at det er vigtigt for børnene, at de har nogle oplevelser fra sommerferien, de kan fortælle om, når de igen mødes med deres klassekammerater, siger Morten Skov Mogensen, der er generalsekretær i Blå Kors Danmark.
Gennem Social- og Boligstyrelsen har Blå Kors derfor fået bevilliget 2,2 millioner kroner i 'sommerferiehjælp', som skal være med til at skabe gode sommeroplevelser for netop nogle af de familier, som ellers ikke ville have muligheden.
Oplevelser og gode minder
Beløbet bliver nu fordelt ud blandt to af Blå Kors' behandlingstilbud, som hjælper børn i udsatte familier.
I Nordjylland findes to afdelinger af Barnets Blå Hus i Aalborg og Vesthimmerland kommune - og de to afdelinger vil modtage henholdsvis 421.328 og 280.659 millioner kroner i bevilling.
- Det er familier, som af forskellige årsager ikke ellers ville få ferieoplevelser sammen. De kæmper med ting som misbrug, psykisk sygdom og ensomhed i hverdagen, fortæller Morten Skov Mogensen.
Derfor glæder det ham, at de nu kan tilbyde sommerferiehjælp, så børnene og deres familier kan få ferieoplevelser på lige fod med andre og skabe nogle gode minder sammen.
- Vi kan gøre en stor forskel for disse børn og deres forældre.