Små sommerhuse rives ned og erstattes af megasommerhuse
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Der er i løbet af de seneste 10 år blevet færre små sommerhuse at spotte i de danske sommerhusområder, mens flere megasommerhuse er blevet opført, viser ny analyse.
Sommerhuse har i mange år stået i høj kurs blandt både ferierende danskere og udenlandske turister, når ferien skal holdes i Danmark. Men sommerhuslandskabet ændrer sig, fordi i løbet af de seneste 10 år er der blevet færre små sommerhuse, mens antallet af megasommerhuse er øget markant.
Det viser en ny analyse, ejendomsmæglerkæden Nybolig har lavet på baggrund af data fra Danmarks Statistik.
Fra 2011 til 2021 er der nemlig blevet 1.808 færre sommerhuse på mindre end 99 kvadratmeter i hele landet, mens antallet af sommerhuse mellem 100 og 199 kvadratmeter i samme periode er steget med 10.659. Det svarer til en stigning på 28 procent.
- Man kan ikke udskifte beliggenheden, men man kan rive det gamle hus ned og bygge et nyt, og det er det, der i høj grad er sket det seneste i tiår, siger Nyboligs kommunikationschef Thomas Hovgaard i en pressemeddelelse.
De kendte sommerhusområder hitter
Geografisk er det særligt i Nordsjælland, Vestjylland, på Syd- og Vestsjælland og i Nordjylland, at mange af de nye store sommerhuse er blevet opført. I 2011 var der 5.324 fritidshuse i Nordjylland på over 100 kvadratmeter. Det antal er nu øget til 6.820.
- Det er primært i de store, kendte sommerhusområder, at vi har set væksten i megasommerhuse, som også i et vist omfang bruges til udlejning, hvor bundfradraget er blevet øget de seneste år for at stimulere udlejningen siger Thomas Hovgaard.
I forhold til de allerstørste sommerhuse, som har et areal på over 175 kvadratmeter er antallet i Nordjylland øget fra 243 i 2011 til 325 i 2021. Nybolig forventer, at udviklingen med at omdanne små sommerhuse til større vil fortsætte.
- Under corona har sommerhuset opnået en endnu højere status end tidligere, og vi har allerede set mange nye sommerhusejere, som har købt små sommerhuse med henblik på enten at udvide dem eller erstatte dem med et nyt, siger Thomas Hovgaard.
Der er i alt omkring 225.000 sommerhuse i Danmark.