Skoler står til lukning i Hjørring
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Børne- og Undervisningsforvaltningen i Hjørring Kommune foreslår at lukke skolerne Tornby-Vidstrup, Lendum, Tversted, Vrejlev-Hæstrup, Hundelev, Astrup, Holmegårdsskolen og overbygningen Løkken. Desuden vil en række daginstitutioner lukke.
Børne- og Undervisningsforvaltningen i Hjørring Kommune har nu givet deres bud på, hvilke skoler i Hjørring Kommune der skal lukke, inden de videre politiske budgetforhandlinger venter. Disse forhandlinger vil, som resultat, sætte navne på de skoler og børnehaver, som vil blive lukket henholdsvis d. 1. august 2015 og 1. august 2016.
Beregningsoplægget fra forvaltningen foreslår at følgende skoler lukkes:
Tornby-Vidstrup, Lendum, Tversted, Vrejlev-Hæstrup, Hundelev, Astrup, Holmegårdsskolen og overbygningen Løkken. Desuden vil en række daginstitutioner lukke.
Muldbjergskolen omdannes til en fælles overbygningsskole i Hjørring By. Dette medfører at overbygningerne på Bagterpskolen, Lundergaardskolen og Højene Skole nedlægges.
- Det er langt fra en sjov beslutning, men det er desværre en nødvendig beslutning. Jeg anerkender, at det ikke er en behagelig proces for de berørte børn, forældre og medarbejdere. Nu går vi politikere til forhandlingsbordet, og så må vi træffe en beslutning, som giver ro, stabilitet og højest mulig kvalitet for fremtidens skole- og dagtilbud i Hjørring Kommune, siger formand for Børne- , Skole- og Uddannelsesudvalget, Daniel Rugholm (C).
Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget skal over de kommende fire år spare 128 millioner kroner, hvoraf halvdelen findes på skole- og dagtilbudsområdet.
- Årsagen til at vi sidder i denne situation er, at vi har et drastisk fald i børnetallet. Vi får 850 færre børn i skole og dagtilbud alene i denne byrådsperiode. Det kræver omstillinger. Derudover skyldes en del af udfordringen, at vi ikke gjorde arbejdet færdigt ved den seneste ændring af skolestrukturen i 2011 - det ved alle politikerne. Derfor kiggede vi dengang hinanden dybt i øjnene, og var klar over at vi måtte i gang igen senest i 2016, siger Daniel Rugholm (C).
De politiske forhandlinger finder sted frem til budgetvedtagelsen d. 9. oktober 2014. Herefter udarbejdes materiale til offentlig hørring i forbindelse med lukning af skoler og dagtilbud. Endelig beslutning skal senest træffes d. 1. marts 2015.
Udover skolerne, så kan disse daginstitutioner blive lukket. Det drejer sig om daginstitutionerne i Astrup, Tversted, Skallerup, Vrejlev /Hæstrup og i Hjørring by skal disse lukke: Albert, Bjørnen, Vilesvej og Pilehuset, som samles i en nybygget daginstitution.