Sidste år fandt Jobpatruljen 44 sager – nu er de igen på gaden for bedre arbejdsforhold
Foto: Simon Mølgaard / TV2 Nord
I hele uge 28 patruljerer Jobpatruljen i Nordjylland, hvor de holder øje med ungarbejderes arbejdsforhold.
I denne uge bliver der holdt et ekstra vågent øje på ungarbejderes arbejdsforhold i hele Nordjylland.
Siden 1979 har Jobpatruljen hver sommer patruljeret en uge i sommerlandet, og hvert eneste år finder de sager, hvor de unges forhold ikke har været gode nok.
- Vi er egentlig ude for at sikre, at de får de rigtige vilkår, og at de er informeret om, hvad de har ret til og ikke har ret til, siger Kristian Juul Kjær, der er ungdomskonsulent hos HK Nordjylland og lokalkoordinator for Jobpatruljen i Nordjylland.
- Vi møder stadigvæk unge mennesker, der ikke har ordentlige vilkår, og det kan præge dem resten af deres arbejdsliv, siger Frida Karoline Bøgh Skytt, der er regional ungdomskonsulent i 3F og ligesom Kristian Juul Kjær også lokalkoordinator for Jobpatruljen i Nordjylland.
44 sager sidste år
Sidste sommer, da Jobpatruljen også var på gaden i Nordjylland, stødte de på 44 sager hen over en uge i sommerferien – 14 af de sager handlede om løn og sygdom.
- Der er enormt mange unge, der stadig ikke har kontrakter. Der er enormt mange unge, der ikke kender deres vilkår og ikke ved noget helt lavpraktisk, som hvad de skal gøre, hvis de bliver syge, siger Frida Karoline Bøgh Skytt.
- Og så er det også rigtig vigtigt, at vi kommer ud og har en dialog med virksomhederne. Ofte, når vi er ude, er det faktisk ikke af ond tro, de handler, eller giver dem dårligere vilkår, så er det faktisk en forglemmelse, eller fordi de ikke var klar over det, siger Kristian Juul Kjær.
Færre grimme sager
Resten af uge 28 vil Jobpatruljen være til stede i det nordjyske sommerland, og de forventer, at deres tilstedeværelse er nødvendig.
- Jeg forventer helt sikkert, at der er nogle unge, der går hjem fra den her uge og måske har fået en kontrakt, som de ikke havde før. Der er nogle unge, der ved, hvem de kan ringe til, hvis de bliver udsat for en arbejdsskade, siger Frida Karoline Bøgh Skytt.
De gode nyheder er dog, at antallet af rigtig grimme sager, Jobpatruljen har opdaget de seneste to år, er faldet i Nordjylland.
SE HELE INDSLAGET HER: