Sendte brev med svarkuvert til ’ung’ Lise Nørgaard: Fik fire siders personligt svar retur
Foto: Grafik: Mie Leonora Heiberg, TV2 Nord
Lisbet Christensen med Lise Nørgaards brev.
For 25 år siden skrev gymnasieelev opgave om Lise Nørgaard. Men hun blev faktisk rådet til at lade være - "hun er glemt om 15 år", lød det.
”Jeg er blevet advaret mod at skrive om dette emne, da nogle mener, at det kun er hysteriske og nærmest militante feminister, der vil tage det op. Og at jeg bare vil blive slagtet af en mandlig censor.”
Lisbet var kun en pige, da hun skrev 3.g-opgave i 1998 om bogen ’De sendte en dame’.
Forfatteren bag var dengang en ung kvinde på 81 år. Og selvom Lise Nørgaard havde lagt gaderne decideret øde med nationalklenodiet ’Matador’, kunne hun godt svare den håbefulde gymnasieelev.
Især når nu gymnasieeleven selv havde vedlagt en svarkuvert med påklistrede frimærker.
- Jeg havde nok regnet med et svar i al min naivitet, siger Lisbet Christensen, i dag journalist – akkurat som Lise Nørgaard – på TV2 Nord.
1. januar døde Lise Nørgaard, 105 år gammel.
Siden er det strømmet ind med anerkendelse til den afdøde forfatter, journalist, redaktør og kvinderettighedspionér.
Hør et uddrag i Lise Nørgaards brev til Lisbet her:
- Hun var jo forud for sin tid. En rebel. Det kunne jeg godt lide, husker Lisbet Christensen.
- Det var det, hun stod for. 18-årige Lisbet havde fået øjnene op for kvindefrigørelsen – og så var hun jo også journalist, fortsætter hun.
Netop derfor valgte hun at skrive opgave om Lise Nørgaard.
Selvom fortidens kvinder - eller et udsnit af dem - har gjort et forarbejde for ligeretten, er der stadig noget at kæmpe for. Eller rettere: At holde fast i.
Lise Nørgaard i 1998 i et brevet til Lisbet
"Hun vil blive glemt"
Men det var ikke ligefrem fordi, det var et populært valg - endda på trods af, at Matador allerede var blevet allemandseje, og filmatiseringen af erindringerne ’Kun en pige’ stadig var frisk fra fad.
- Hun har nok været en inspiration, men faktisk blev jeg advaret mod at skrive om hende. Det var ikke fint nok, ligesom Karen Blixen, husker Lisbet og nævner særligt én, ret uheldig, profeti fra en bibliotekar på Silkeborg Bibliotek.
- Hun sagde, at Lise Nørgaard ville være glemt om 15 år, da der ikke er nogen dybere tanke i hendes bøger – blot handling, fortæller Lisbet.
Langt bedre til at overleve tidens tand end bibliotekarens forudsigelser, var Lise Nørgaards egne svar på Lisbets spørgsmål.
Det spurgte 18-årige Lisbet om:
Er der noget at kæmpe for, for nutidens kvinder eller har fortidens gjort alt arbejdet for os?
Hvad er forskellen på nutidens og fortidens kvindekamp?
Er de danske kvinder frigjorte i dag eller er vi på vej tilbage til kødgryderne?
Hvad har prisen været for din frigørelse personligt?
Har du selv mødt modstand fra dine kvindelige "søstre"?
Fire hele sider blev det til.
Skrevet på skrivemaskine, med hendes navn og adresse i toppen og håndskrevne rettelser på papiret.
Aktuelle svar - med 25 år på bagen
Og det var både bramfrit og ærligt, hvad der kom.
Blandt andet skriver Lise Nørgaard, at da hun kom på Politiken i 1949, var der 87 mandlige journalister, tre ugifte kvinder - og så Lise selv, som eneste gifte kvinde. Hun mærkede en enorm modvilje fra især de andre kvinder:
"Jeg havde til gengæld ondt af dem, for mændene var rask væk kvinderne utro," skriver hun og fortæller, at helt op i 60'erne fik hun breve fra "hidsige kvinder", der gik hjemme og beskrev "hvor nyttige de var i forhold til de gifte flaner, der rendte på arbejdsmarkedet."
Modstanden mod kvindefrigørelsen skabes under opdragelsen
Lise Nørgaard i 1998 i et brevet til Lisbet
- Når man læser de svar jeg fik, så gælder meget af det jo også i dag, lyder det imponeret fra Lisbet, når hun genlæser brevet i dag.
Blandt andet om Lise Nørgaards syn på kvindefrigørelsen dengang og så i 1998:
"Forskellen på datidens og nutidens kvindekamp er, at kvinderne i dag har fået alle muligheder for at arbejde og indrette deres liv på lige fod med mænd."
Også helt personlige reflektioner delte hun i brevet med den unge gymnasieelev.
"Prisen for min personlige frigørelse var, at jeg lod mig skille fra mine børns far. Det fortryder jeg ikke, men jeg kan ikke se bort fra, at den turbulens (...) uundgåeligt måtte gøre indtryk," skriver hun.
Selvom den lille kæmpe altså selv svarede, var det ikke nok til topkarakter for den feministiske gymnasieelev i 1998.
- Det var ikke en prangende karakter, jeg fik, slutter TV2 Nord-journalisten.
Men brevet har hun endnu.
Herunder kan du læse de første sider fra brevet.