Selvsikker Jan Ø. øjner samlet Masters-sejr
Foto: TV2/Nord
En selvsikker Jan Ø. ser frem mod finalen i Copenhagen Masters, som han spår gode chancer for at vinde.
Efter en overkommelig semifinale, som Jan Ø. Jørgensen vandt nemt, ser den danske badmintonkomet nu frem til finalen fredag aften i Copenhagen Masters.
Og der er gode chancer for at vinde den uanset modstanderen, spår han.
- Hvis jeg kan spille som i dag, har jeg gode chancer for at vinde finalen.
- Jeg håber, jeg kan drage fordel af, at min kommende modstander spiller en lang kamp inden finalen, som vi skal spille senere på aftenen, siger Jan Ø. Jørgensen.
Det danske titelhåb vandt semifinalen i to sæt med cifrene 21-9, 21-11 over thailandske Boonsak Ponsana.
Det skyldes ikke mindst opbakningen fra publikum i Falconer Salen på Frederiksberg, der var scenen for kampen.
- Opbakning fra publikum var rigtig, rigtig god. De skulle lige i gang, for det var kun den første kamp, men det er super fedt, at det er så intimt. Det var fedt at spille derinde, siger Jan Ø.
Den 24-årige nordjyde er forsvarende mester i turneringen og ligger i øjeblikket nummer 11 på verdensranglisten.
Han glæder sig over, at der findes en turnering som Copenhagen Masters i Danmark, hvor store udenlandske spillere bliver inviteret. En samlet sejr ville betyde meget for titelhåbet.
- At vinde turneringen betyder meget, fordi det er lang tid siden, jeg har spillet turnering. Jeg vil gerne gøre det godt og høste lidt selvtillid, så jeg håber, at jeg kan nappe sejren, siger han.
Når finalekampene går i gang klokken 18, har nordjyden dog ingen ønskemodstander.
- Det bliver enten Joachim Fischer eller Hy Yun, og begge kan være ret tricky. De viser nogle rigtig skarpe ting, så det er med at være på, siger Jan Ø.
/ritzau/