Se her, hvor man får 30 grader i weekenden
Foto: Ib William Christensen
Temperaturen sneg sig flere steder fredag over 30 grader.
Hedebølgen fortsætter, men der er stor forskel på temperaturerne lørdag og søndag.
Sommervejret er præcis som mange ønsker det netop nu, men der er også mange, som er begyndt på arbejde efter ferien igen. Derfor er det varme og solrige vejr allermest velkomment i weekenden.
Lørdag får det meste af landet mellem 27 og 30 grader, men lokalt kan temperaturen nå 32 grader i områder, hvor luften har bevæget sig længe ind over land. Bedste chance er der i Sønderjylland, hvor man også kan se 31 grader på ovenstående kort. Mange steder på Sjælland ventes termometrene også at nå lige over 30 grader.
Ved kyster med pålandsvind vil det være en anelse køligere, og i Nordvestjylland kan højthængende skyer desuden stække temperaturen en smule.
Måske en tropenat på Bornholm
Det vil antageligt holde tørt, men på Bornholm kan der måske optræde enkelte byger i nat eller først på lørdagen. Her kan skyerne endda betyde, at temperaturen i nat holder sig over 20 grader. Hvis det sker, får vi årets første tropenat.
Natten til søndag vil temperaturerne generelt falde til mellem 15 og 20 grader, og igen er det i de sydøstlige egne, at muligheden for en tropenat er størst.
Flere skyer og lidt køligere i Jylland på søndag
Søndag ventes igen temperaturer mellem 27 og 30 grader de fleste steder i den sydøstlige del af Danmark, mens det bliver køligere mod nordvest, hvor der generelt også vil være flere skyer. I den nordvestlige del af landet ventes generelt mellem 20 og 25 grader.
I de østlige egne ventes generelt solrigt vejr, men en enkelt lokal byge kan ikke afvises.