Scandinavian Star: Flemming Thue Jensen er blevet hørt
Foto: TV 2
Den tidligere skibsinspektør fra Søfartsstyrelsen, frederikshavneren Flemming Thue Jensen er endelig blevet hørt i retten.
Den tidligere skibsinspektør fra Søfartsstyrelsen, frederikshavneren Flemming Thue Jensen er endelig blevet hørt i retten.
Oplysninger fra den tidligere skibsinspektør, nordjyske Flemming Thue Jensen, indgår i den fornyede efterforskning af skibskatastrofen på ’Scandinavian Star’ i 1990 - som de norske myndigheder er i gang med.
Det fastslår Rigsadvokaten, efter at en tidligere skibsinspektør ved Søfartsstyrelsen har kritiseret, at hans oplysninger om mulige gerningsmænd til dødsbranden, hvor 158 mennesker omkom, ikke er blevet videresendt til norske myndigheder.
- Vi har som led i vores bistand til den norske efterforskning ladet den tidligere skibsinspektør afgive forklaring for retten her i København, hvor der også var repræsentanter fra Norge med til retsmødet. Den tidligere skibsinspektørs oplysninger indgår derfor i fuldt omfang i den fornyede, norske efterforskning af den ulykkelige skibskatastrofe, siger statsadvokat Mohammad Ahsan fra Rigsadvokaten.
Rigsadvokaten oplyser, at danske myndigheder har bistået norsk politi med afhøring af i alt 22 personer. Samtidig har danske myndigheder foranstaltet ransagning og beslaglæggelse af omfattende skriftligt materiale, der nu indgår i den norske efterforskning.
Den tidligere skibsinspektør kritiserer, at han allerede i 2014 over for Søfartsstyrelsen tilkendegav, at han havde nye oplysninger, men at dette aldrig blev videreformidlet til den norske efterforskning. Det er korrekt, at Rigsadvokaten i august 2014 fik en telefonisk henvendelse fra Søfartsstyrelsen om, at nogle medarbejdere i Søfartsstyrelsen var interesserede i at bistå med opklaringen af sagen. Der var imidlertid tale om en henvendelse af mere overordnet karakter, og f.eks. ikke oplysninger om konkrete bevisfund mv., og Rigsadvokaten fandt i lyset heraf ikke anledning til umiddelbart at rette henvendelse til Oslo Politi.
Da den tidligere skibsinspektør i februar 2016 offentligt tilkendegav, at han havde oplysninger, der kunne udpege konkrete gerningsmænd til ildspåsættelsen, orienterede den danske rigsadvokat den norske efterforskningsledelse. Den tidligere skibsinspektør blev herefter indkaldt til et retsmøde i København, hvor han under vidneansvar kunne afgive forklaring.
- Det er klart, at vi med det samme reagerede, da den tidligere skibsinspektør højlydt i medierne fortalte, at han kunne udpege gerningsmændene til branden ombord på ’Scandinavian Star’. Derfor indgår hans forklaring – på linje med en lang række andre personers – nu helt og fuldt i den norske efterforskning, siger statsadvokat Mohammad Ahsan.
Rigsadvokaten har ikke mulighed for at fortælle, hvad den tidligere skibsinspektør nu har forklaret, idet hans forklaring er blevet afgivet for lukkede døre af hensyn til efterforskningen. Statsadvokat Mohammad Ahsan er derfor afskåret fra at vurdere, om den tidligere skibsinspektørs forklaring har betydning for den norske efterforskning.