Sagsbehandlere skal på skolebænken igen
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
Stort set alle kontanthjælps-sagsbehandlere i de nordjyske kommuner og jobcentre kommer på skolebænken den næste måneds tid.
Kommunerne har med kyshånd taget imod et tilbud fra Statsforvaltningen, der vil lære sagsbehandlerne, hvordan man tackler sager, hvor kontanthjælpen tænkes nedsat eller fjernet.
En landdækkende undersøgelse foretaget af Ankestyrelsen viser, at sagsbehandlerne begår fejl i mere end halvdelen af sagerne. Statsforvaltningen i Nordjylland - som behandler klager over kommunernes kontanthjælpsafgørelser - har nu sat sig for at lære godt 300 sagsbehandlere, hvordan reglerne om sanktioner skal tolkes, oplyser fagchef Frede Fisker til DR Nordjylland.
- Reglerne er blevet justeret temmelig mange gange. Seneste i 2009, hvor de blev justeret ret kraftigt. Så det er nogle forholdsvis nye regler og det har åbenbart voldt sagsbehandlerne store problemer at håndtere dem.
Formidlingsprojektet er det største undervisningskursus, Statsforvaltningen i Nordjylland nogensinde har arrangeret. De første kurser løber af stabelen på mandag og når kurserne slutter midt i juni er det Statsforvaltningens håb, at fejl i sager om sanktioner og kontanthjælp er stort set udryddet.
- Vi vil følge nøje op på, at der skal være færre fejl i de sager, vi får ind efter kurset. Ændringsprocenten skal blive væsentligt lavere end hidtil - ellers må vi have sagsbehandlerne ind igen, lyder det med et smil fra Frede Fisker.