Sælger sig på anparter
Foto: Christell Iversen
En 15-årig pige fra Dokkedal kan blive Danmarks første bæredygtige student. Lige nu samler hun ind for at få råd til uddannelsen - skolen ligger nemlig på Bali, og fordi hun ikke kan få et legat, har hun tænkt kreativt.
Til daglig går Fiona Melgaard Neill på Mentiqa-skolen for begavede børn, men når hun kommer hjem, så drømmer hun sig hen til et helt andet sted.
- Det ville virkelig være fantastisk at jeg kunne komme til Bali og bo og gå i skole. Det ville være helt vildt, siger Fiona Melgaard Neill.
Til august begynder hun på Green School på Bali, der er kåret til verdens grønneste skole - hvis altså hun kan nå at samle penge ind til undervisningen.
Hun har nemlig vundet halvdelen af sit skoleophold i en konkurrence på skolens hjemmeside, men for at kunne gennemføre hele uddannelsen, mangler hun 70.000 kroner. Derfor kan man på hendes Facebook-side og hjemmeside købe en anpart i hende.
- Pengene går til at betale skolen dernede. Det er ikke flybilletterne, men skoleopholdet, pengene skal dække, siger Fiona Melgaard Neill.
Som tak for støtten kan private sponsorer følge Fionas rejse i et særligt nyhedsbrev, og virksomheder har mulighed for at få Fiona på besøg til et foredrag om opholdet på Bali.
Selv om Fiona er en lille pige på blot 15 år, så har hun store ambitioner for verden.
- Jeg drømmer om at hjælpe jorden og få nogle bæredygtige projekter sat i gang. Det kan for eksempel være noget med vandturbiner og solceller. Jeg finder nok ud af, hvad jeg gerne vil, når jeg kommer på Green School, siger hun.
Så det næste halve år har Fiona travlt, så hun forhåbentlig om knap tre år kan kalde sig Danmarks første bæredygtige student.
- Det ville være en kæmpestor ære, og jeg ville være lykkelig over at kunne gavne Danmark og hele verden. Så det ville betyde rigtig, rigtig meget, siger Fiona Melgaard Neill med et smil.
Du kan støtte Fionas ophold her.