Sådan bruger du det kolde vejr til at lave smukke islygter
Prognoserne lover frost i mange dage endnu, og det kan du udnytte til at lave betagende islygter.
Det er hverken en lang eller kompliceret opskrift, vi skal til at gennemgå her, for hvis du vil lave dine egne islygter, skal du faktisk kun bruge fire ting:
Vand efter temperament
Noget at have vandet i
Frostvejr (eller en fryser)
En sjat tålmodighed
Du kan tilsætte en portion kreativitet til at peppe hele opskriften op, men selv de mindst kreative af os - undertegnede inklusiv - kan altså lave en smuk islygte med de fire ingredienser herover.
Frostvejr så lang øjet rækker
Og der er god grund til at kaste sig over islygte-produktionen, for vejret er i øjeblikket helt perfekt. Vi har for første gang i årevis haft frostvejr over så lang en periode, at flere søer nu er sikre at bevæge sig ud på. Og vejrudsigterne lover fortsat frost døgnet rundt frem til 15 februar. Herefter byder de (usikre) prognoser på let tø i dagtimerne, men det er meget muligt, at dine nye islygter kan holde hele vinteren ud.
Klar over natten
Og nu til selve opskriften på en islygte. Det første du skal gøre er at finde den form, du vil "støbe" din islygte i. Du kan - for eksempel - bruge en mælkekarton, en større juicekarton, en ballon, en køkkenskål eller noget helt femte.
Når du har fundet dine former - du kan ligeså godt lave flere, når du er igang - fylder du vand i formen, så det passer med den størrelse lygte, du ønsker. En mælkekarton kan jo, alt efter vandmængden, give tre, fire eller 10 forskellige lygter.
Når der er vand i formen, kan du - og det er her portionen med kreativitet kommer i spil - tilføje frugtfarve, glimmer, konfetti eller andet for at peppe din is-skal lidt op. Hvis din form egner sig til det, kan du også montere en snor eller et stykke garn i formen. På den måde kan du få en hængende islygte.
Når din form er klar til frost, sætter du den bare ud i vintervejret - eller fryseren - og venter. Med de nuværende minusgrader er din islygte klar efter cirka et halvt døgn i kulden.
God fornøjelse.
I videoen herunder kan du se, hvordan vært på 'Udfordringen' Robert Bedsted forbereder en islygte lavet i en ballon.