ANALYSE: S vil slås for at beholde borgmesterposter - men noget er ændret
Foto: Anne Christensen, TV2 Nord
Siden seneste kommunalvalg har 10 socialdemokratiske borgmestre trukket sig. Redaktør peger på landspolitik som forklaring. Men i Nordjylland er noget anderledes.
Ved kommunalvalget i 2021 blev Socialdemokratiet det største parti i fem af de 11 nordjyske kommuner. Men kun i to af de fem - Aalborg og Frederikshavn - formåede socialdemokraterne at veksle vælgertilslutningen til en borgmesterpost. I de tre andre - samt i de seks øvrige kommuner i Nordjylland, hvor Socialdemokratiet ikke var største parti - sikrede Venstre sig med hjælp fra andre partier borgmesterposten.
I både Aalborg og Frederikshavn har S skiftet frontfigur i periodens løb. Man går altså begge steder til valg 18. november med en spidskandidat, der for første gang står i spidsen for partiet.
Skiftet kan være både et plus og et minus for socialdemokraterne i de to store kommuner:
I Aalborg var Thomas Kastrup-Larsen tydeligvis kørt træt og kunne se tilbage på et valgresultat, hvor hver fjerde vælger forsvandt, sammenlignet med valget fire år tidligere. Partiet fik 36,9 procent af stemmerne. Borgmesterposten blev i juni 2023 overtaget af Lasse Frimand Jensen, der på den ene side ikke har forgængerens erfaring, men omvendt kan signalere, at yngre, friske kræfter er kommet til.
Ser man nogle årtier tilbage, har en ny S-spidskandidat i Aalborg hver gang sikret sit parti fremgang ved sit første valg. Og der er ingen tvivl om, at den socialdemokratiske partimaskine vil blive sat i højeste gear i forsøget på - næsten for enhver pris - at beholde den borgmesterpost, som partiet netop i år uafbrudt har besat i 100 år.
Havnesag marter Socialdemokratiet
I Frederikshavn havde socialdemokraterne - efter Birgit S. Hansens melding om, at hun ikke genopstillede - nået i juni sidste år at vælge tidligere byrådsmedlem Anders Brandt Sørensen som ny spidskandidat, da borgmesteren i oktober pludselig trådte af før tid.
Det gjorde det nødvendigt at indsætte en vikar i form af Karsten Thomsen på borgmesterposten for resten af valgperioden - hvilket ikke var nogen ønskeposition for socialdemokraterne.
Omvendt har han mulighed for at rydde op oven på den havnesag, der har martret Birgit S. Hansen (og partiet) gennem lang tid. Og Anders Brandt Sørensen kan med rette i en kommende valgkamp sige, at han ikke er involveret i den.
Den ny spidskandidat i Frederikshavn er en rutineret, driftssikker og vellidt eks-politiker. Uanset det vil han og enhver anden S-spidskandidat få svært ved at opnå et personligt stemmetal, der tilnærmelsesvist ligner Birgit S. Hansens.
Socialdemokratiet fik i 2021 57,4 procent af stemmerne i Frederikshavn. Det vil være en sensation, hvis det sker igen til november.
FAKTA
Tre andre kommuner i Nordjylland havde i 2021 Socialdemokratiet som det største parti.
Men hverken 36,8 procent af stemmerne i Mariagerfjord, 34,8 i Thisted eller 31,7 i Hjørring rakte til en borgmesterpost, som i alle tre kommuner landede hos Venstre.
I Hjørring, hvor den siddende borgmester Arne Boelt måtte træde af efter sidste valg, møder S med en ny spidskandidat. I de to andre kommuner er frontfiguren den samme som sidst.
Venstre ikke nødvendigvis hovedudfordreren
Både i Aalborg og Frederikshavn styrker det alt andet lige Socialdemokratiets chancer for at genvinde borgmesterposten, at det parti, der normalt er det førende oppositionsparti, Venstre, i begge tilfælde møder med en udfordrer, der ikke har fuldtonet opbakning fra hele baglandet.
I Frederikshavn valgte medlemmerne sågar en anden spidskandidat end den, en enig byrådsgruppe anbefalede!
Samtidig står man både i disse to kommuner og i resten af landet i den helt særlige og uvante situation, at hvis regeringen holder året ud, vil de to partier, der normalt slås hårdest om magten i landets kommuner, samtidig sidde i regering sammen.
Hvordan vil det i givet fald påvirke valgkampen? Vil de to partier rette skytset mod andre end normalt i valgkampen?
Hvis man tager afsæt i meningsmålinger og i valget til Europa-Parlamentet, er Socialdemokratiets hovedudfordrer p.t. ikke nødvendigvis regeringspartnerne, men Socialistisk Folkeparti.
Mens S og V håber, at landstendensen ikke smitter for meget af på de kommunale og regionale valg, har SF af indlysende grunde det modsatte ønske. Partiet ruster sig til at transformere opbakningen nationalt til fremgang i november.
Både i Aalborg og Frederikshavn kan socialdemokraterne forvente kamp til stregen fra ikke mindst folkesocialisterne.
Et tegn herpå er, at SF i Frederikshavn mod sædvane har udpeget en borgmesterkandidat og ikke “blot” en spidskandidat.
Partiets indtil for kort tid siden enlige byrådsmedlem, Christina Lykke Eriksen, er en af byrådets veteraner og har ganske vist længe arbejdet tæt sammen med Socialdemokratiet. I de seneste måneder har hun imidlertid lagt afstand til og kritiseret håndteringen af sagen om havnen i Frederikshavn.
SF i Frederikshavn har tidligere vist sig parat til uhellige alliancer ved konstitueringen, da man i 2009 sikrede en Venstre-borgmester posten. Kunne alliancen genopstå, eventuelt med modsat fortegn?