Beredskabet i opråb inden snestormslignende tilstand: Vær forberedt
TV 2 Vejret har udsendt varsel om kraftigt snefald til dele af landet søndag aften til mandag formiddag, og her er Nordjylland særligt i fokus.
Derfor kommer Nordjyllands Beredskab søndag middag med en kraftig opfordring til alle bilisterne.
'Ryd bilen for sne, så du bliver mere synlig på vejene. Tag en skovl og et tæppe med i bilen.'
Sådan lyder det kort og kontant.
Derudover opfordrer man også bilisterne til at følge vejrsituationen, tage afsted i god tid og køre efter forholdene.
For Nordjylland gælder varslet for det kraftige snefald i perioden søndag klokken 19 til mandag klokken 9, dertil er der også varslet vindstød af stormstyrke til dele af Nordjylland. Varslet er gældende i perioden mandag klokken 1 til 10.