RS-virus stiger i Nordjylland - men vigtig medicin kan være på vej
Foto: Julie Schou Nielsen, TV2 Nord
Tilbage i 2021 var 2-årige Lily indlagt på børneafdelingen med RS-virus.
Det er særligt børn under et halvt år, der bliver hårdt ramt og må indlægges.
Den seneste uge har RS-virus været skyld i 38 nye indlæggelser i Nordjylland. Og dermed har i alt 190 personer i Nordjylland været indlagt med virussen.
Det viser tal fra Statens Serum Institut, SSI.
Nordjylland er blandt de hårdest ramte regioner lige nu. Faktisk er det den værst ramte region uden for Østdanmark (Region Sjælland og Region Hovedstaden). Smitten spreder sig hurtigere her end i de øvrige jyske regioner, når man måler på smittede i forhold til befolkningstæthed.
Desuden viser erfaringer fra tidligere sæsoner, at RS-infektioner hos spædbørn i højsæsonen belaster sundhedsvæsenet betydeligt. Småbørn i Nordjylland er særligt udsatte. Børn i alderen 0-2 år er den mest sårbare gruppe, og forekomsten af RS-virussen er her højere end i resten af Jylland.
Region Nordjylland oplyser dog til TV2 Nord, at de ikke er pressede på kapaciteten i Hjørring.
I Danmark bliver cirka tre procent af alle børn indlagt mindst en gang med RS-virus inden for deres første to leveår.
Smitten er dog lavere end tidligere år - det kan skyldes, at smitten i år er startet senere på sæsonen.
Medicin har reduceret indlæggelser kraftigt
Billedet her i Nordjylland og i resten af Danmark står i en skærende kontrast til flere af vores europæiske naboer, hvor man har taget en antistofbehandling i brug. Det har man eksempelvis gjort i lande som Tyskland, Belgien, Holland og Finland.
I Frankrig har medicinen betydet en reduktion i antallet af indlæggelser på 83 procent, og i den spanske region Galicien er antallet af indlæggelser reduceret med hele 90 procent.
Antistoffer kan gives umiddelbart før sæsonen, hvorved barnet opnår en stærk immunitet gennem hele sæsonen.
På børneafdelingen på Aalborg Universitetshospital er halvdelen af pladserne lige nu besat af RS-virus-patienterne.
Tre børn er på intensiv.
- Vi har planlagt efter det, så vi er ikke pressede. Men vi kan da godt være bekymrede for, hvornår smittekurven topper, siger Søren Hagstrøm, der er professor og overlæge på børneafdelingen på Aalborg Universitetshospital.
Han regner dog ikke med, at en yderligere stigende smittekurve vil give travlhed og udfordringer på afdelingen.
Alligevel mener han, at antistofferne er en god ide at indføre i Danmark, da det kan nedbringe antallet af patienter og dermed også frigive noget plads på børneafdelingen.
Og der er håb. For den er på vej, lyder det.
- For en uge siden kom Medicinrådet med en anbefaling om, at det bør indføres her i landet også. Så nu går vi egentlig bare og venter på, at det kommer endeligt, siger Søren Hagstrøm.
Nyeste tal - RS-virus i Nordjylland:
Tallene for de seneste syv dage i Nordjylland:
435 testede personer
69 bekræftede tilfælde af RS-virus
38 nyindlagte
1 dødsfald
Kilde: Statens Serum Institut
Uden bivirkninger
Omkring tre procent af alle børn, der får virussen, bliver indlagt. Et stik med antistofferne vil derfor gøre underværker.
Især fordi det også er en medicin uden bivirkninger, fortæller overlægen.
Antistofferne virker dog kun i fem måneder, efter de er blevet givet til barnet. Og det kan derfor blive en økonomisk udfordring at skulle vaccinere så mange børn - så ofte.
- Om man skal give det her tilbud til alle børn, er jo selvfølgelig en diskussion. Som børnelæge tænker jeg jo, at det skal vi bare. Men der er en økonomisk faktor i det. Så det kan være, det kun skal gives til de børn, der er i særlig risiko med hjerte- og lungesygdomme, og selvfølgelig også til de for tidligt fødte.
Søren Hagstrøms bedste råd til forældre er, at man beskytter sit barn så godt som muligt mod snot, og helt holder dem væk fra børn, der har haft RS-virus.
Ellers gælder det om at være opmærksom på sit barn, forkølelse og vejrtrækning.
- Og så snart barnet er to år, så er der stor chance for, at barnet allerede har haft det, siger han.