Risgård om AaB-comeback: Er åben for det hele
Foto: Michael Kragmann
Kasper Risgård skal ud og finde en ny klub over sommeren, og nordjyden afviser ikke et comeback til AaB.
Kasper Risgårds kontrakt med Silkeborg udløber til sommer, og den 30-årige midtbanespiller forlænger ikke med den netop nedrykkede superligaklub.
Han skal derfor på udkig efter en ny klub i sommerens transfervindue.
En af klubberne, der bliver nævnt som den næste mulige destination for Risgård, er AaB, hvor han tidligere har haft stor succes.
Og hovedpersonen selv vil da heller ikke afvise noget comeback til den nordjyske klub - han er åben for det hele.
- Nu må vi se, hvad der sker det næste stykke tid. Som jeg også har sagt før, så afviser jeg ingenting. Jeg er åben for det hele, og det er jeg selvfølgelig også over for AaB, siger Kasper Risgård og fortsætter:
- Det bliver spændende se. Det er jo ikke rigtigt spillernes marked. Det er klubbernes marked, så jeg glæder mig til at se, om der kommer et eller andet, siger han.
Kasper Risgård skiftede i 2009 fra AaB til Arminia Bielefeld i Tyskland, og året efter røg han til græske Panionios. Opholdet i Grækenland blev et rent helvede for Risgård, der kom ud i kulden og i løbet af flere måneder ikke fik udbetalt løn.
- Du ser mig nok ikke i Grækenland igen. Det tør jeg sgu ikke. Men lad os se, hvad der sker. Jeg er åben for det hele og gør mig klar til den nye sæson her i ferien, siger han.
Kasper Risgård fik sin første seniorkamp for AaB i 2002. Han har siden 2011 spillet for Silkeborg.