Rekordmange vil studere på UCN
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
De tre lærerstuderende Jakob, Jeppe og Marie bliver færdige med deres uddannelse i juni måned. Men udsigterne for de nyuddannede lærere at få job med det samme er ikke gode.
Næsten en fjerdedel flere ansøgere til University College Nordjyllands danske uddannelser. Især læreruddannelsen er populær.
I alt har 3700 søgt ind på uddannelserne via Kvote 2, hvor fristen udløb mandag aften.
Det er uddannelsen til lærer, der har oplevet størst stigning. 61 procent flere har søgt ind via Kvote 2, i forhold til sidste år. Uddannelsen har fået nye regler for optagelse, så hvis ansøgere har et gennemsnit på under 7,0 skal de søge ind via Kvote 2.
- Det er glædeligt, at så mange har søgt ind. Det er et tegn på, at vores oplysningskampagne både nationalt og lokalt har båret frugt, og samtidig har den igangværende debat om den nye folkeskolereform ikke, som man kunne frygte, påvirket unge menneskers lyst til at blive lærere. Vi har nu et begrundet håb om at nå sidste års flotte optag, der var det bedste i flere år, fortæller Kirsten Ravn Bundgaard, der er prorektor på UCN.
Det er kun UCN's danske uddannelser, der er talt med i ansøgertallene, da optællingen af de internationale ansøgere af tekniske årsager først er klar torsdag morgen d. 21. marts. Det betyder, at UCN kan se frem til yderligere 600-700 ansøgere, når de endelige ansøgertal for kvote 2 gøres op senere i denne uge.
Der kan dog fortsat komme flere ansøgere til læreruddannelsen via kvote 2, for i år er fristen i år ekstraordinært sat til 18. maj for denne uddannelse.
Man kan også søge ind på uddannelserne via kvote 1. Her er deadline for ansøgning 5. juli.