Rekordmange dyr fik nyt hjem i 2022 - også i Nordjylland mærkede man en stigning
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
I alt fandt internaterne hjem til 8824 dyr frem til jul.
Hos Nordjyllands Internat og Pension har man kunnet give 50 flere dyr et nyt hjem i forhold til samme dato sidste år.
Det lyder måske ikke af meget, men generelt i landet har Dyrenes Beskyttelse slået rekord i 2022 i forhold til at hjælpe dyrene med at finde et nyt og kærligt hjem.
I alt fandt internaterne hjem til 8824 dyr frem til jul mod 8065 dyr i 2021. Det er det højeste antal formidlede dyr nogensinde.
Flere udrykninger
Tv2 Nord kunne onsdag fortælle, at der i 2022 havde været rekord mange udrykninger til nødlidende dyr, og det har man også mærket i Nordjylland.
- Vi kan mærke på vores telefon, at der er flere henvendelser på lidende dyr, som vi sender videre til akutlinjen 1812. Vi kan klart mærke en stigning, og det nok, fordi folk har fået en større bevidsthed omkring, at der er hjælp at hente, fortæller Karina Fisker, der er internatleder hos Nordjyllands Internat og Pension.
Økonomien presser danskerne
Antallet af formidlede katte fra Dyrenes Beskyttelses internater kommer til at sætte rekord i år. Personalet havde allerede lige før jul fundet nye hjem til 6700 katte på landsplan, hvilket er 470 flere end i hele 2021. Det fortæller Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.
Men mange kæledyr finder stadig vej til landets internater, og det kan ende med at blive et problem i det kommende år.
- Vi er stadig bekymrede for, at folk vælger kæledyrene fra på grund af økonomien. Priserne stiger på det meste på nuværende tidspunkt, og et kæledyr er bestemt ikke gratis hverken at anskaffe eller holde. Det kan også i det nye år blive kritisk for de katte, vi har siddende, som venter på et nyt hjem, siger Karina Fisker.
Flere dyr søger nyt hjem
Selvom mange dyr har fået et nyt hjem i 2022, så er der stadig mange dyr på internaterne i Danmark - og heriblandt i Nordjylland. Derfor kommer internatleder Karina Fisker med et opråb.
- Der er stadig mange dyr på internatet, som gerne vil have et nyt hjem. Så overvejer man at anskaffe sig et kæledyr, så søg mod det lokale internat, for der er mange dyr, som mangler en familie, fortæller hun.
Op til jul var der 1037 dyr på Dyrenes Beskyttelses 10 internater og 671 dyr ude i pleje hos frivillige plejefamilier.