Rasmus står med regning på 50.000: Havde ikke forsikret sine brændte ting
Foto: Ib William Christensen
Det kan være dyrt ikke at forsikre sine opmagasinerede ting. Det måtte flere nordjyder mandag morgen sande, efter at store dele af et lagerhotel søndag aften udbrændte i Aalborg Øst.
Flammerne i Aalborg Øst forvandlede over 200 personers ejendele til aske - ejendele, som personerne selv skulle have forsikret gennem deres egen indboforskring.
En af de ramte var 29-årige Rasmus Bundgaard, som i november flyttede alle sine ting ind i lagerhallen i Aalborg Øst.
Han troede, at udlejerens forsikring dækkede i tilfælde af brand, men det er ikke reglen, når man opmagasinerer ude af huset.
- Jeg var faktisk sikker på, udlejeren havde noget forsikring, da jeg kom herud i formiddags. Så jeg blev noget overrasket, da han sagde, at det skulle jeg have, siger Rasmus Bundgaard.
Burde du ikke have vidst det?
- Jo, det kan man sige. Det er jeg måske også lidt irriteret over, nu hvor jeg står med en regning på 50.000 selv, fortsætter han.
Det er 75-årige Christian Bækgaard, der siden 1998 har ejet og drevet det nu nedbrændte lagerhotel.
- Jeg var så rystet, da jeg kom hjem. Jeg kunne ikke engang finde ud af at ringe til mine kone. Det var helt forfærdeligt, siger Christian Bækgaard dagen derpå.
Rasmus Bundgaard er langt fra den eneste i Danmark, der ikke får forsikret sine opmaganiserede ejendele - eller er klar over, at man selv skal.
- Det er ikke første gang, vi ser, at folk ikke har en forsikring eller har en aftale med sit forsikringsselskab, inden de opmaganiserer, siger Anja Lintrup Sørensen, der er konsulent hos Forsikringsoplysningen.
Nu håber Rasmus Bundgaard på, at andre ikke ender i samme situation som ham.
- Jeg savnede noget med, at udlejer siger til mig, at jeg skal have en forsikring. Hvis der var en regel om, at man ikke kan opmagasinere uden forsikring, ville man aldrig stå i det her problem, slutter han.
Det er forskelligt fra forsikringsselskab til forsikringsselskab, hvordan man er dækket, når man opmagasinerer sine ting uden for eget hjem. Ofte dækker indboforsikringen, og i nogle tilfælde skal man have en tillægsforsikring. Under alle omstændigheder skal man altid melde det til sin forsikring, når man opmagasinerer ejendele uden for sit hjem, hvis man vil være sikker på at være dækket.