Råvareanalytiker: - Begrænset hvor meget forbrugerne vil mærke til aftale
Foto: Malene Elise Mellemgård Jakobsen
Råvareanalytiker kommer med sin vurdering af, hvad den nye kornaftale mellem Rusland og Ukraine betyder for den almindelige dansker.
Rusland og Ukraine indgik tidligere i dag en kornaftale, der sikrer, at ukrainske fragtskibe atter får lov til at eksportere korn.
Men hvad kommer det egentligt til at betyde for forbrugerne?
Her og nu ikke så meget, hvis det står til råvareekspert Anders Mortensen, der ikke mener, at forbrugerne kommer til at spare en masse penge.
- I første omgang bliver det nok relativt begrænset, hvordan hverdagsforbrugeren kommer til at mærke det her. Det vil nok være primærproducenterne - altså landmændene - som skal ud at købe råvarer og sælge råvarer, som kan mærke, at priserne falder, siger råvareanalytiker hos Agrocura, Anders Mortensen.
Allerede inden aftalen mellem Rusland og Ukraine var indgået, var kornprisen på Europas største kornbørs faldet med 3-5 procent. Dermed kan landmænd og fødevareproducenter nu købe kornet billigere.
Priser afhænger af flere ting
Trods det skal forbrugerne ikke forvente store prisnedgange.
- Der er flere issues i det her. Der er en lang forsinkelse fra, at primærproducenten agerer, til at slutforbrugeren får de her varer, siger råvareeksperten og fortsætter:
- Korn og mel udgør eksempelvis en marginal andel af, hvad et brød koster at producere. Energipriser og omkostninger til medarbejdere skal også falde, før vi ser lavere fødevarepriser, siger han.
Hør interviewet med eksperten herunder: