Privat botilbud er ikke godkendt
Møllegården i Hjørring, hvor den 28-årige knivstikker fra Vrå var under tilsyn, er ikke et godkendt botilbud. Det er ikke ulovligt, men det betyder i princippet, at Hjørring Kommune ikke behøvede at holde øje med om tingene foregik som de skulle på stedet
Torsdag i sidste uge stak en 28-årig mand sin nabo i maven med en kniv. Manden boede alene i et privat, socialpædagogisk botilbud i Vrå.
TV2/Nord erfarer nu, at botilbuddet ikke er godkendt af kommunen.
Bag det private botilbud Møllegården står ægteparret Pia og Håkon Tvergaard. De har gennem de seneste ti år tilbudt socialpædagogiske bosteder til borgere fra forskellige steder i landet.
Adressen i Vrå, hvor knivdramaet fandt sted torsdag, er et blandt flere som parret tilbyder som såkaldte enkelt-mands projekter. Projekter som i dag ikke kræver nogen former for godkendelse.
En enkelt af ægteparrets ejendomme Mølgård-Vrå er i øjeblikket i gennem en godkendelsesproces hos Hjørring Kommune.
Håkon Tvergaard forklarer overfor TV2/Nord at Møllegården, som loven er skruet sammen, slet ikke kan få godkendelse til de andre steder som de er nu.
Møllegården har dog mulighed for at søge om at få godkendt samtlige bosteder, hvis de administrativt bliver slået sammen til en eller flere institutioner.
- Det er ikke en simpel proces, men det er rigtigt at det måske ville kunne lade sig gøre. Det er vi ikke interesseret i lige nu, dels fordi det er en lang proces at søge om at blive godkendt og dels fordi det betyder en masse papirarbejde, siger Hakon Tvergaard til TV2/Nord, men understreger, at han har et godt samarbejde med Hjørring Kommune.
- Vi overholder alle love og regler, der er intet i den her tragiske sag om den 28-årige mand i Vrå, der kunne være gjort anderledes, understreger Hakon Tvergaard.