Populært teaterstykke genopsættes
Foto: Bruno Stagsted
Der er lattergarati til årets juleforestilling på Vendsyssel Teater, Svend, Knud og Valdemar.
Vendsyssel Teater giver i år vendelboerne noget at grine af i juleforestillingen Svend, Knud og Valdemar.
Når Svend, Knud og Valdemar opføres på Vendsyssel Teater fra 12. november til 17. december, så er det ikke helt ukendt for skuespillerne. den er nemlig blevet opført før, senest i 2008.
Og stykket er så populært, at vendelboerne ligefrem har bedt om at få det på programmet igen.
- Det er en af de sjoveste farcer eller komedier, der er skrevet. Og det har vendelboerne også opdaget, så vi har fået adskillige opfordringer om at genopføre den, siger Peter Schrøder, der er teaterleder på Vendsyssel Teater og instruktør på Svend, Knud og Valdemar.
Stykket spiller fra 12. november til 17. december, og flere forestillinger er allerede udsolgt.
- Det er jo en rigtig god opmuntring, når man ved, at det er noget, folk synes om, siger skuespiller Hans Holtegaard, som ser frem til at opføre årets juleforestilling.
Svend, Knud og Valdemar handler om en omrejsende teatertrup, som mildt sagt ikke er de mest talentfulde, man kan opstøve. Alt, hvad der kan gå galt, går galt, i deres forsøg på at opføre den historiske fortælling om slaget på Grathe Hede. Så der er lagt op til et godt grin på Vendsyssel Teater.
- Vi har været så frække, at vi har udstedt lattergarati, og vi beder endda folk om at hænge hjernen i garderoben, inden de går ind. Så mere uforpligtende bliver det næsten ikke, siger Peter Schrøder.