Politiet mangler motiv i skudsag
Politiet står fortsat uden motiv til, hvorfor en 35-årig mand tog et oversavet jagtgevær med lørdag ved midnatstid, da han opsøgte sin ex-kæreste og hendes mand på en landejendom i Jerslev. Geværet gik af og ramte den 35-årige i benet.
Det er formentlig uoverensstemmelser med ex-kæresten om to fælles børn, der førte til, at manden troppede op på adressen i Jerslev sammen med en kammerat og et oversavet jagtgevær.
- Der har været nogle problemer, der skulle afklares mellem den 35-årige og beboerne på ejendommen i Jerslev, men nærmere er vi det ikke, siger vagtchef Bent Højgaard, Nordjyllands Politi.
Politiet ser alvorligt på skudepisoden, da det endnu er uvist, hvorfor den 35-årige medbringer et våben, da han opsøger sine børns mor og hendes mand.
- Det kan være mange forskellige grunde til, han tager et oversavet jagtgevær med, men det er en overtrædelse af våbenloven, ligesom det kan virke truende overfor dem han henvender sig til, siger vagtchef Bent Højgaard, Nordjyllands Politi.
Ifølge politiets foreløbige afhøringer mener både den 32-årige mand fra Jerslev samt den 35-åriges kammerat, at geværet er gået af ved et uheld.
- Det er muligt, at han har stillet geværet fra sig, og det efterfølgende er væltet og gået af. Men vi arbejder i øjeblikket med de tekniske undersøgelser, som gerne skulle give klarhed over de nærmere omstændigheder, om hvor og hvordan geværet er affyret, siger vagtchef Bent Højgaard, Nordjyllands Politi.
Den 32-årige beboer fra ejendommen i Jerslev var - ligesom kammeraten til den mand, der blev ramt af skud, tidligere anholdt, men begge er nu løsladt.