Politiet jagter uopmærksomme bilister i denne uge
Foto: Jesper Bo Winther / TV2 Nord
Nordjyllands Politi og resten af landets politikredse vil sætte ind mod uopmærksomme trafikanter i uge 43.
I uge 43, som vi netop har taget hul på, vil landets politikredse rette deres opmærksomhed mod uopmærksomme trafikanter på vejene.
Øjne rettet mod mobiltelefonen, fifleri med andre gadgets eller roden i bunden af bilen vil derfor blive set på med ekstra alvorlige øjne denne uge.
- Selv få sekunders uopmærksomhed kan betyde, at man overser en anden trafikant eller kommer til at trække over i modsatte vognbane, og rammer en modkørende frontalt, udtaler politiassistent Christian Berthelsen, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
Der er uopmærksomhed involveret i hver tredje dødsulykke i trafikken, og for at få flere til at holde fokus på trafikken, sætter landets 12 politikredse ind med uopmærksomhedskontrollen fra mandag 21. oktober til søndag 27. oktober.
Rigspolitiets Nationale Færdselscenter har gennemført en undersøgelse i hele landet i foråret 2017, hvor man på by-, lande- og motorveje har observeret, hvad 26.000 trafikanterne foretager sig bag rattet.
Undersøgelsen slår fast, at ca. 6 % af alle førere af personbiler og varevogne under deres kørsel udfører en handling, der kan distrahere dem og tage deres fokus fra trafikken. Det vil sige, at de enten taler i håndholdt mobiltelefon, indstiller deres GPS, spiser eller drikker, mens bilen er i fart.
- Uopmærksomhed er risikabelt for alle trafikanter, og derfor er det vigtigt, at alle, som bevæger sig rundt i trafikken, også holder fokus på trafikken og ikke foretager sig noget, der kan aflede opmærksomheden, Christian Berthelsen fra Rigspolitiet.