Politiet jagter sprit- og narkobilister - her er dagens resultat
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Onsdag var det bilisterne ved Vendsyssels østkyst, der måtte puste i alkometeret.
Uge 29 er højsæson for feriegæster i Nordjylland, og derfor holder politiet skarpt øje på vejene.
Trist sommervejr kan give anledning til en ekstra skænk i ny og næ.
Men så er det med at holde sig fra bilnøglerne - både af de åbenlyse årsager, og fordi Nordjyllands Politi i denne uge har en samlet færdselskontrol i landsdelen.
Fokus er på at finde spiritus- og narkobilister.
Onsdag koncentrerede politiet indsatsen i Frederikshavn og bevægede sig ned langs kysten til Hals og Hou.
- Vi har taget en masse folk, der har talt i mobiltelefon eller ikke haft sele på, men udover det har vi også taget blodprøver på fire for spirituskørsel og to for narkokørsel, lyder opgørelsen fra politikommissær ved Nordjyllands Politi Jess Falberg, som forklarer:
- Vi laver først en alkometertest, hvor de blæser. Viser den udslag, tager en læge, som er på stedet, en blodprøve.
Dagens sigtelser ligger på samme niveau som uge 29 de tidligere år.
- Jeg tror, vi sidste år endte på en 20-25 spiritus- og narkobilister på hele ugen, så det tænker jeg umiddelbart også, vi nærmer os i år, siger Jess Falberg.
Færdselsaktionen fortsætter indtil lørdag, hvor politiet også vil fokusere indsatsen andre steder i det nordjyske.