Pinlig eller umulig at stå for? Emil lavede "Go big or go home"-frieri
Foto: Musikkens Hus
Her ses øjeblikket til koncerten i Musikkens Hus.
Sød musik, synger Rasmus Nøhr. Det var der også på scenen i fredags.
- Den danske tanke er tit: Nu har vi to børn, skal vi ikke lige få friet og få det ordnet. Men det her skulle være mindeværdigt - og meget personligt.
Sådan forklarer 29-årige Emil Smed fra Frederikshavn selv, hvorfor han gik på knæ foran sin kæreste, 23-årige Maja Dannevig.
Med publikum.
- Min storebror er halvt amerikaner, og jeg har altid været draget af den der "Go big or go home"-tanke. Der er noget smukt ved at gøre noget stort ud af det, siger Emil Smed til TV2 Nord.
Og hun sagde ja.
Se videoen af frieriet nederst.
Skrev med særlig forespørgsel
For en kort stund var de to frederikshavnere, der til februar skal være forældre, tilbage i Aalborg.
Musikkens Hus lagde scene til koncert med deres favoritmusiker, Rasmus Nøhr. Emil Smed rakte ud til sangeren og sammen blev de enige om, at gøre koncerten til sød musik.
- De to sange jeg spurgte om, spiller han ikke normalt. "Tættest På" er vores lidt melankolske kærlighedssang, fortæller Emil Smed, der derfor måtte overtale sangeren til at rette setlisten.
Akkurat som med Maja, gik det meget let at få styr på frieriet med Rasmus Nøhr.
- Havde Rasmus ikke svaret, havde jeg nok ikke gjort det til koncerten, siger Emil Smed.
Tvunget til 'ja'?
Det var nemlig til en intimkoncert med ham i Aarhus tilbage i 2019, at de to kommende forældre - og mand og kone - besluttede at de skulle danne par. Derfor er Emil Smed glad for, at Rasmus Nøhr gad spille en rolle i frieriet.
- Han svarede lynhurtigt, hvorefter vi røg igennem til en korrespondence med hans sekretær. Jeg er lidt en kontrolfreak, så jeg skulle lige se lokalet, forklarer den kommende skolelærer, og fortsætter:
- Lige så imponeret jeg er over Rasmus, lige så imponeret er jeg over Musikkens Hus. De var ekstra på arbejde, så det var en smuk gestus. De havde ikke lige prøvet noget lignende, sagde de.
Selvom alt var planlagt ned til mindste detalje, nåede den unge bejler alligevel at blive en kende nervøs.
- Fordi det hele var så velorganiseret og velplanlagt, var jeg overhovedet ikke nervøs. Men et kvarter inden jeg går på scenen, var vi ikke helt enige om hvornår jeg skulle på. Der var jeg lidt edgy.
Men tvinger du hende ikke til at svare 'ja' ved at gøre det foran så mange mennesker?
- Det ville mange syntes udefra, men jeg kender Maja nok til at vide, at hvis hun ikke er komfortabel, så svarer hun ikke ja.
Så du var ikke nervøs for et 'nej'?
- Det var det, jeg var mindst nervøs for.
- Det var næsten det smukkeste, at der som jeg står foran Maja, er jeg fuldstændig i ro. Vi snakkede om efterfølgende, at vi ikke kunne høre, om publikum klappede eller hujede.
Det sidste spørgsmål, der står tilbage, er hvem der skal spille til bryllupet.
- Lige over midnat ringer Rasmus til mig privat. Der sidder ham og bandet og snakker og får et par øl, jeg har haft med som tak for hjælpen. De sagde, at når brylluppet skulle stå, vil de hellere end gerne spille.