Perlemål sikrer AaB-sejr over FC Vestsjælland
Foto: Anne Christensen (Arkiv)
Kasper Risgård og Mathias Wichmann scorede et flot mål hver i AaB's 2-0 sejr over FC Vestsjælland.
AaB har ramt en vinderstime i Superligaen, hvor nordjyderne er noteret for tre sejre i træk. Den seneste kom søndag eftermiddag mod FC Vestsjælland, som de forsvarende mestre hjemme i Aalborg sikkert nedlagde 2-0 efter to flotte langskudsmål.
Tidligere på sæsonen kunne AaB ikke vinde i Superligaen efter en europæisk midtugekamp, men med søndagens sejr har nordjyderne nu vundet de seneste to gange efter at have været på Europa League-opgaver få dage inden.
Kampen mod FC Vestsjælland kunne dog have udviklet sig helt anderledes, hvis FCV-angriberen Dennis Sørensen havde udnyttet den friløber, som han fik, allerede inden uret havde rundet et minut.
Sørensens svage afslutning blev reddet af målmand Nicolai Larsen, der også tog sig flot af Jan Kristiansens afslutning på returbolden.
AaB arbejdede sig hurtigt ind i kampen, og syv minutter senere var det nordjydernes tur til at forpasse chancen for at komme i front.
Tæt under mål fumlede Kenneth Emil Petersen dog, da han ikke fik sendt en afslutning mod mål på en ellers stor chance.
Heldet var også på udeholdets side efter 35 minutter, hvor AaB's Anders K. Jacobsen headede et afrettet indlæg i nettet. Desværre for angriberen og AaB blev scoringen fejlagtigt annulleret for offside.
Det blev der ikke grædt mange tårer over i Aalborg, for allerede minuttet efter fik AaB netmaskerne til at blafre igen - og denne gang stod scoringen ved magt.
Den udfordrende back Henrik Dalsgaard driblede sig igennem i højresiden, før han med en flad aflevering skråt bagud fandt Kasper Risgård, der fra en position lige uden for feltet flot udplacerede Thomas Mikkelsen i FCV-målet.
De 6369 tilskuere fik ikke flere mål at varme sig på i efterårskulden inden pausen, som AaB-træner Kent Nielsen valgte at bruge på at indskifte Mathias Wichmann, der kom på banen i stedet for en anonym Andreas Bruhn.
Det bytte gav for alvor udbytte et kvarter senere, hvor 23-årige Wichmann lavede karrierens måske bedste superligamål.
Lidt uden for feltet bragede midtbanespilleren på flotteste vis bolden i målhjørnet helt uden chance for en prisgivet Thomas Mikkelsen.
2-0-målet punkterede kampen, og et hårdt kæmpende FCV-mandskab kom aldrig tæt på en udligning.
De tre point sender aktuelt AaB op på femtepladsen, mens FC Vestsjælland forbliver 10'er med to point ned til OB under stregen.