Pensionister hjælper på erhvervsskoler
Foto: arkivfoto
Gode erfaringer med mentorordning på erhvervsskoler får Trygfonden til at udbrede indsatsen.
Pensionerede smede, automekanikere og industriteknikere bruger deres erfaring til at støtte frafaldstruede unge på erhvervsskolerne.
Erfaringerne fra de første fem erhvervsskoler har været positive, og derfor vil Dansk Metal med støtte fra TrygFonden nu udbrede indsatsen til flere steder i landet.
- Tilbagemeldingerne fra de erhvervsskoler, der har været med i den indledende fase, har været enormt positive. Vi har eksempler på elever, der rykker deres karakterer fra den ene ende af skalaen til den anden, og vi hører skoler melde, at færre elever er droppet ud, siger Gert Herner Svendsen, konsulent for Dansk Metal og drivkraft og tovholder i projektet.
Samlet set vil projektet engagere 14 lokale afdelinger af Dansk Metal og erhvervsskoler rundt om i landet, som involverer 55-60 seniorer og op mod 150 udsatte elever hvert år. Seniorerne deltager fast i undervisningen en eller to formiddage om ugen.
Hjælpen har også fokus på samtale og opmuntring i forhold til at få de unge til at forstå, hvordan uddannelsen vil give dem en ballast for et godt liv.
Projektet er startet op på opfordring fra Undervisningsministeriet, som ser store perspektiver i projektet.
- Når vi får samlet flere erfaringer, er det en model, som forhåbentlig kan inspirere andre organisationer, som vil støtte op om frafaldstruede og udsatte unge, siger undervisningsminister Christine Antorini.
I dag er frafaldet på erhvervsuddannelserne ca. 50 pct.
I det nordjyske deltager Erhvervsskolerne Aars, EUC Nordvest, Tech College Aalborg og EUC Nord i projektet sammen med metalafdelingerne Himmerland, Thy/Mors, Aalborg og Vendsyssel.