Patrulje tjekker unges arbejdsforhold
Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord
Sidste år var Jobpatruljen blandt andet på besøg i Føtex i Nørresundby.
Fagbevægelsens årlige sommerkampagne Jobpatruljen er fra denne uge på patrulje for at tjekke, hvilke forhold unge mellem 13 og 17 år arbejder under.
En række unge får i de kommende uger besøg, mens de passer deres job. Fagbevægelsens årlige initiativ Jobpatruljen er nemlig klar til at undersøge de forhold, unge mellem 13 og 17 år har på arbejdsmarkedet.
Da Jobpatruljen sidste år var rundt i sommerlandet, oplevede knap hver fjerde unge nordjyde i et fritidsjob problemer af en karakter, der krævede en faglig opfølgning fra konsulenterne.
- I 2021 oplevede vi et lille fald i forhold til året før, hvor der var problemer i ansættelsen for hver tredje unge fritidsjobber. Det er positivt og viser, at et initiativ som Jobpatruljen stadig har sin berettigelse, siger Ida Bang Jensen, der er ungdomskonsulent i HK Nordjylland og tovholder for den nordjyske del af Jobpatruljen.
I 2021 registrerede Jobpatruljen i Nordjylland 83 sager med overtrædelser af reglerne om unges arbejdsforhold.
- Når hver fjerde unge oplever problemer i ansættelsen, er det stadig alt for mange, siger Ida Bang Jensen.
Jobpatruljen har eksisteret siden 1979, og i Nordjylland er den organiseret af HK og 3F. Målet er at tale med de unge om deres arbejdsforhold og informere dem om deres rettigheder.
Kender ikke regler
Sidste år afslørede Jobpatruljens besøg på arbejdspladserne, at over halvdelen af de unge ansatte på landsplan oplevede, at de ikke fik løn under sygdom. Derfor er det, sammen med information om retten til at arbejde efter en arbejdsplan, Jobpatruljens vigtigste emne i år.
- Mange af de unge kender slet ikke de regler, der gælder for dem, og det gælder desværre også for nogle arbejdsgivere. Blandt andet er det arbejdsgiverens pligt at finde afløsere under sygdom, og den ansatte, der er blevet syg, har - hvis man er omfattet af funktionærloven - krav på løn under sygdom, forklarer Ida Bang Jensen.
Hun fortæller, at arbejdsgiverne ofte tager godt imod Jobpatruljen.
- Det er glædeligt, for vi har et fælles ansvar for at passe godt på de yngste på arbejdsmarkedet og give dem en god og fornuftig start på arbejdslivet, siger Ida Bang Jensen.
Jobpatruljen besøger nordjyske arbejdspladser i uge 28 og 29.
Se indslag fra sidste år, hvor Jobpatruljen besøgte Føtex i Nørresundby: