Træ er blevet en mangelvare: Virksomheder må takke nej til ordre
Hos Frontego er der stadig træ på lageret, men andre virksomheder er nødt til at takke nej til ordre. Foto: Simon Hvid Sig, TV MIDTVEST
Manglen på råvaren rammer bygninger, boliger og møbler, lyder det fra brancheforening.
Træskabe, træhuse og træmøbler.
Naturens byggemateriale kan tjene mange formål. Derfor rammer det mange midt- og vestjyske virksomheder hårdt, når den stærke og hårde træsort bliver en mangelvare.
- Vores bundlinje bliver voldsomt påvirket. Det er træls, siger Tage Odgaard Nielsen, direktør hos Frontego og formand hos Dansk Industri Thy-Mors.
Forklaringen på egetræs-manglen skal dels findes i Ukraine og dels i Kina.
Det krigsramte land i Europa er én af verdens største eksportører af egetræ, men Putins krig har sat en stopper for en stor del af eksporten.
Sammenholdt med en stigende interesse for eg i Kina, gør det træsorten til en mangelvare.
- Det smitter af i prisen på spån- og mdf-plader. Det er hele vejen rundt. Det gør, at priserne bliver usikre, lyder det fra Tage Odgaard Nielsen.
Jeg håber, at Putin får stoppet det derovre (i Ukraine, red.). Det handler ikke kun om egetræ.
Tage Odgaard Nielsen, direktør, Frontego
Mange har problemer
Direktøren fortæller, at nogle kolleger har været tvunget til at takke nej til ordre, da manglen på egetræ gør det umuligt at levere varen.
Den udlægning bliver bakket op af en rundspørge lavet blandt 22 virksomheder, som brancheorganisationen Træ- og Møbelindustrien står bag.
Det kendetegner egetræ som materiale:
- Egetræets gode styrkeegenskaber, moderate svind og gode holdbarhed er årsag til, at egetræ har fundet anvendelse til gulve, hegnspæle, bundgarnspæle, redskaber, bygningstømmer, tønder, finér, møbler og inventar.
- Historisk set har eg gennem tiden været anvendt til mange forskellige formål såsom bindingsværk i huse, krumtræ til skibe og tagspån.
- På grund af egetræets høje indhold af garvestoffer har egetræ også været anvendt til garvning af huder og skind og ved lagring og modning af vin og spiritus.
Kilde: Miljøstyrelsen
Rundspørgen viser, at tre ud af fire af de adspurgte danske træ- og møbelvirksomheder har problemer med indkøb af træ, mens tæt på halvdelen har sagt nej til nye kunder og ordrer.
- Det kan føre til stigende priser, fyringer og konsekvenser for den grønne omstilling, siger Lærke Flader, der er branchedirektør i Træ- og Møbelindustrien, der er organiseret under Dansk Industri.
Lærke Flader peger på, at træ i mange tilfælde er en mere grøn løsning, når der skal bygges nyt eller samles møbler.
- Det sætter den grønne omstilling i bakgear, hvis vi lader være (med at bygge, red.) eller bruger knap så bæredygtige materialer, lyder det fra direktøren.
Tager ekstra-regningen
På Mors har Frontego i første omgang besluttet, at de stigende udgifter til træ ikke skal ramme de kunder, der har lagt deres ordre for måneder tilbage.
Derfor regner direktøren med, at de høje træpriser vil æde tre-fire millioner kroner af overskuddet sammenlignet med sidste års regnskab.
- Vi har en god ordrebog, og det går i og for sig godt, lyder det fra Tage Odgaard Nielsen.
Han fortæller, at priserne på træ til byggebranchen så småt er begyndt at falde igen. Derfor regner han med, at en lignende udvikling inden længe kan gøre sig gældende for træ til andre brancher.
På den korte bane sætter han dog også sin lid til at Ruslands præsident kommer på andre tanker.
- Jeg håber, at Putin får stoppet det derovre (i Ukraine, red.). Det handler ikke kun om egetræ. Det handler om korn og alt mulig andet, pointerer han.